Ultralight Pedestrian

med en minimalistisk tilgang til tilværelse, tanker og friluftsliv

Flere personer har efterspurgt en melding om, hvad jeg havde med, og hvordan det “klarede sig”. Men først lidt baggrunds info omkring hvad jeg forventede af miljøet på turen, det hjælper også med at kvalificere mine valg af udstyr.

Kraftigt regnvejr på vej i White Mountains

Miljø.

August måned i nordøst USA er sommer med op til 32 grader og sjældent under 19 grader om dagen. Nætterne ned til omkring 12 grader. I White Mountains kunne jeg forvente ned til 0 grader om natten. Gennemsnitligt siges at hver dag har en 14% chance for torden. Luftfugtigheden ligger mellem 45% og 95%, desværre for mig var luftfugtigheden i specielt Vermont meget høj, mens jeg var der, hvilket betød sved, sved og mere sved. Det blev bedre i New Hampshire oppe i højderne. Dagene bød på masser af dagslys, og drikkevand var ofte tilgængeligt langs ruten. I White Mountains ville jeg have dagsetaper over trægrænsen, samt Mount Washington er berygtet for at have det dårligste vejr i hele nordamerika. To dage, inden jeg stod på toppen, havde det sneet og haglet deroppe. Jeg skulle derfor være forberedt på alt fra de “jungle” lignende tilstande i Vermonts skove til det alpine miljø over trægrænsen i White Mountains.
Intet udstyr var helt nyt. Alt, jeg medbragte, havde som minimum været med på en tur inden. Ved Pinkham Notch fik jeg vejet hele rygsækken, samlet vægt med 4 dages mad, men uden vand, var 22 lbs. (10 kg).

De tre store

Rygsæk

Jeg har to rygsække jeg bruger meget. Valget faldt på min Hyperlite Mountain Gear Windrider 55, som jeg har brugt i 2 år, følgende kriterier gjorde sig gældende. God størrelse. Den er vandtæt. Den bærer 12-15 kilo uden problemer. Nettet uden på er stort nok til at kunne indeholde et vådt telt, vandflaske og kamera. Mindre heldigt er de lidt “små” lommer på hoftebæltet, men der var plads til elektronik og småting i den ene og energi i den anden. Den perfekte rygsæk findes ikke, men denne her er tæt på for mig.Vægt 907 gram.

HMG Windrider og Pacerpoles i baggrunden ses  Franconia Ridge og Mount Lafayette

Telt 

Valget faldt på Tarptent Notch. Jeg har i flere år brugt Moment modellen fra samme producent, som jeg altid har været godt tilfreds med. De to modeller minder om hinanden med den store forskel at Notch sættes med vandrestave i stedet for en buestang som på Moment. Den mindre vægt og volumen på Notch, samt muligheden for at kunne åbne begge sider helt op på en varm nat, afgjorde det til Notch’s fordel. Et valg jeg ikke fortrød, selvom det krævede lidt kreativitet, at få det til at være fritstående, de par gange jeg skulle slå det op på telt platforme.Vægt 770 gram.

Sovesystem

Montbell Downhugger 900 #5 med en komfort temperatur for en mand på 3 grader. Den udmærker sig med at have Montbells spiral system, der gør at kuldeområder i posen minimeres, derved kan man slippe afsted med mindre mængde dun. Der var intet tidspunkt undervejs, hvor jeg frøs om natten. Tvært imod var jeg glad for, den kunne lynes helt op, og kun bruges som dyne på meget varme nætter. To nætter sov jeg i langærmet trøje og underbuks, men jeg er også kuldeskær. Vægt 513 gram.
Nemo Zor 20 R pad kendetegnes ved at have både horisontale og vertikale udboringer i gennem dets skumkerne. Dette sænker vægten og har forbavsende nok ingen indflydelse på komforten, som er overraskende høj for et underlag på kun 2,5 cm tykkelse. Vægt 405 gram.

Aftensmad tilberedes en af de første dage i Vermonts skove.

Udstyr

Båret på kroppen

Golite Race Visor
Half Buff (eneste stykke udstyr købt derovre)
Golite Manitou kortærmet kunststof trøje eller Aclima Lightwool T-Shirt
Westcomb Crest Hoody
Golite Mesa Trail 5″ shorts
Smartwool PHD ultralight micro sokker
Dirty Girl gaiters
Inov-8 Roclite 295 trailrunners sko

Vandrestave

Pacerpoles Carbon

Typisk vandre look på det meste af turen

I rygsækken

Chocolate Fish merino beanie hue
Defeet Dura glove wool handsker
Defeet Wooleators sokker
Aclima Lightwool langærmet trøje
Aclima Lightwool lange underbukser
Aclima Lightwool korte underbukser
Montane Featherlight nylon bukser
Montbell Ex Light down jakke
Berghaus Mount Asgaard Smock Goretex Pro skaljakke
ULA Rain Kilt

Foto

Canon G16 Powershot (smadret på Smarts Mountain)
Velbon ultralight stativ
Stickpic

Køkken

Evernew 900 ml ultralight gryde
Evernew 900 ml folde flaske
Evernew 1500 ml folde flaske
Trail Designs Sidewinder Caldera Cone
Trail Designs 12-10 Sprit brænder
450 ml plastic flaske til sprit
Bic lighter
Victorinox Classic mini kniv
Evernew 400 ml mug
Ti folde ske
Sawyer Mini vandrensnings filter

Typisk vandre look over trægrænsen med merino trøje og vind hoody

Diverse

Appalachian Trail Guide fra David Miller (AWOL)
Fenix LD02 lygte
Førstehjælps kit
Rep kit
Bear Hang kit (15 m spectra cord, karabin og lille HMG cuben stuff sack)
Samsung S4 Smartphone med View Ranger App og kort over AT installeret
Garmin Fenix ur
Kindle 
HMG cuben stuff sack pillow
HMG cuben stuff sack jumbo som madpose
HMG cuben wallet
Anker power batteri på 10.000 mHa
Diverse ledning til opladning af elektronik.
Silva kompas
Kort over White Mountains
Mad til 5 dage af gangen

Hvad ville jeg have gjort anderledes?

Ikke smadret mit kamera! Det betød at den visuelt smukkeste del gennem White Mountains blev fotograferet på en telefon. Uheldet skete mens det var monteret på stickpic, så brug kun stickpic med lette kameraer.
Et mindre power batteri kunne gjort have gjort det. Ruten var velmarkeret og fyldstgørende beskrevet i guiden, så jeg havde ikke så tit brug for at tjekke ruten på Viewranger appen. Kindle blev slet ikke opladet før i lufthavnen på hjemturen. Jeg havde på intet tidspunkt brug for GPS i mit Fenix ur (backup).
Foldeske i titanium fylder ikke meget, og kunne være i gryden, men den har en tendens til at falde sammen når man spiser eller rør i pastaen.

Hvad fungerede rigtig godt?

Generelt ramte jeg helt rigtig med udstyr og behov. Eneste medbragte udstyr jeg ikke brugte var mine handsker, men det var meget tæt på, de kom i brug på en meget regnfuld og blæsende formiddag over trægrænsen. Enkelte ting kræver lige en separat kommentar.
Sawyer mini vandrensnings filter er nemt og enkelt at bruge. Mange vandkilder behøvede garanterede ikke rensning, men jeg var konsekvent grundet den nemhed Sawyer filteret har. Det skal bare skrues på og du kan drikke direkte gennem det. Filteret passede lige i en strop på rygsækkens skulderrem, så det var nemt tilgængeligt hele tiden.
Læg mærke til Sawyer mini på skulderstroppen
Mine sko fra Inov-8 fungerede godt både på de stejle stigninger med mange rødder og sten, men i høj grad også, da stierne ændrede sig til at være endnu mere stejle og med åben klippe eller blokmarker. Sålen på Roclite 295 modstod, og havde godt greb på næsten alt hvad jeg bød dem. Jeg røg på rumpen to gange, begge var på meget stejle nedstigninger, hvor jeg var fysisk træt og derfor mere ukoncentreret i forhold til, hvor jeg satte mine fødder. Den ene gang kostede en lam albue, den anden en ringfinger der stadig er hævet i mindre grad. Billigt sluppet når jeg tænker på beskaffenheden af “stien” på nogle nedstigninger.
Mine stave var tæt på at være uundværlige, og ikke kun fordi de udgjorde stængerne på mit telt. Den ekstra støtte og balance de gav under vandring i hårdt terræn, ville jeg ikke have været foruden. De kunne bruges til at støtte af eller skubbe en opad, hvilket jeg ikke et sekund er i tvivl om betød mindre belastning på sener og specielt knæ. Der var tider, hvor de blev pakket væk under decideret klatring op og ned.

Smid en kommentar hvis jeg skal uddyber noget. Jeg arbejder på separate anmeldelser af Sawyer filteret og Nemo Zor. Hvor der vil være præmier, så stay tuned!

10 thoughts on “Hvad tog jeg med til 3 uger på Appalachian Trail

  1. Terje siger:

    Hej Niels.
    Var de 450 ml sprit nok – kunne du købe ½l sprit af gangen?

    Like

  2. Hej Terje.

    Typisk genforsynede man i en by hver 4-5 dag, og du kan købe sprit i deciliter mål i enhver “hardware” eller “outdoor” forretning, så det var rigeligt.

    Hilsen
    Niels

    Like

  3. Det här känns som ett perfekt område för ULA Rain Kilt. Hur fungerade den?

    Like

  4. Hej Jörgen.

    Den virkede perfekt til formålet. Selv over trægrænse og i kraftig vind. Her vendte jeg bare åbningen væk fra vinden. Ved scrambling og klatring undlod jeg at lukke nederste velcro således jeg kunne bevæge mig mere frit.

    Hilsen
    Niels

    Like

  5. Hej Niels,

    Jeg er spændt på at høre dine erfaringer med Montbell Downhugger 5 og Nemo Zor 20R, da jeg selv er på udkig efter et let sovesystem med stor komfort. Det skal bruges i DK sommer og forår, men også være varmt nok til sommerfjeldet i Norge. Jeg sover på siden og har brug for, at der er god bevægelsesfrihed i soveposen, når jeg vender mig. Jeg er 187 cm høj og 95 kg tung, så er spændt på at høre om dine erfaringer, som jeg måske kan tage med i mine overvejelser.

    Takker i øvrigt for at du tager dig tid til at dele dine erfaringer med alle vi andre på denne spændende og informative blog.

    Bedste hilsner
    Peter

    Like

  6. Hej Peter.

    Zor er overraskende komfortabel, når man tænker på tykkelsen, men ikke på højde med tykkere underlag på 3,8 cm og mere. Montbell soveposen er et stykke dyrt luksusgrej, men den er lækker og leverer det, den påstår den leverer. Du vil kunne finde det samme en anelse tungere og billigere, men lækker er den. Det er long versionen jeg har. Jeg er selv 187 cm og vejer 85 kg.

    /Niels

    Like

  7. Jim Kay siger:

    Hej Niels

    Spændende let skaljakke du havde med. Jeg er selv på udkig efter en ny skaljakke, helst under 300g med event eller tex. Hvordan fungerede det med, at den ikke kunne zippes helt ned? ventilerede den godt nok?
    Havde du andre jakker med i overvejelserne, som evt. er værd at skele til?

    … og tak for en god blog 🙂

    Jim

    Like

  8. Hej Jim.

    Selv tak. Det er en lækker anorak i pro Shell fra Goretex, de laver den ikke mere, så vidt jeg ved. Jeg bruger kun min Shell i møgvejr, og er til enkle ting uden for mange lynlåse, den virker godt til formålet. Alternativet var en Event Shell fra OMM, også en anorak.

    Hilsen
    Niels

    Like

  9. Sam siger:

    Hej Niels. Lige hvad vi havde behov for i vores planlægning i samme periode Tak. Hvor startede og sluttede du? Kan/må man slå telt op overalt? Hvordan med Shelters? Tog du grayhound bus? Venligst Claus

    Like

  10. Godt at høre. Jeg startede i Rutland Vermont og sluttede i Gorham på grænsen til Maine. Jeg havde hørt, at dette stykke var det smukkeste på AT. Jeg skal tilbage og gå hele Maine stykket om et par år. Jeg fløj til Boston og tog en lokal flyver til Rutland. Efter Gorham tilbragte jeg et tre dage i Biddeford Maine, inden jeg tog tog tilbage til Boston og fløj hjem. Du må ikke frit telte i White Mountains, men ellers er det nemt med telt. Jeg overnattede i telt ved et par shelters, men ikke i shelterne selv, da de hurtig fyldes op, og en del har ikke telt med. Det er en super tur, og masser af venlig mennesker overalt.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: