Ultralight Pedestrian

med en minimalistisk tilgang til tilværelse, tanker og friluftsliv

Jeg sidder her i byen Hanover New Hampshire paa biblioteket, og har lidt tid at slaa ihjel inden, jeg skal moede Warrior Hikerne og fortsaette paa Appalachian Trail. Taenkte jeg lige saa godt kunne skrive lidt om turen indtil nu.
 
For det foerste saa undskylder jeg for de manglende bogstaver som kendetegner det nordiske alfabet, men saadan er det over here. Derudover kan jeg ikke overfoere billeder fra mit kamera, saa dem maa du ogsaa undvaere. (fik et par stykker fra min telefon med dropbox).
 
Jeg ankom til Boston i torsdags med Iceland Air kl. 12.33 lokal tid (jeg er 6 timer fremme i forhold til DK tid). Desvaerre var flyveren omkring 30 minutter forsinket, og velvidende at US Immigration kan tage sin tid var jeg lidt nervoes for, om jeg havde nok tid til at naa min Cape Air flyver kl. 15.05. Ganske rigtigt var koen kaempe lang, og med kun 4 stationer aaben og alt den tagen fingeraftryk og billeder, saa tod det sin tid at komme igennem. Jeg havde frysetoerret mad med hjemmefra, saa jeg havde vaeret noed til at krydse den rubrik af paa tolddeklarationen. Endelig igennem Immigration, dog med roedt maerke paa min seddel, som selvfoelgelig drog en tolder til mig til “routine inspection”. Han var nu flink nok, og et rigtig sludderhoved da, han opdagede at jeg var “Danish Vet”. Han havde gjort tjeneste i Tyskland tidligere. Han snakkede, jeg trippede, mens jeg kiggede nervoest paa mit ur. Til sidst var jeg noed til at skynde paa ham, noget som ellers er no-no overfor amerikanske told- og immigrationspoliti.

Rygsaek og stave hvor jeg kom paa sporet

For at goere en lang historie kort var min sidste flyver en smule forsinket, saa alt var godt indtil jeg saa hvad det var, jeg skulle flyve med videre. Jeg havde regnet ud, at det nok ikke var en Boeing 767 der floej Boston til Rutland, meeen alligevel blev jeg lidt overrasket af at blive kostet ind i en lille to motors Cessna med plads til 8 passagere og en pilot, som gav “safety instructions” henkastet over sin skulder. Hans sidste melding var noget om en “weather front” og “bumpy up there”. No Shit! Det var bumpy. Vi var 7 passagere ombord, de 2 af dem bad hoejlydt undervejs, som vi blev smidt lidt rundt paa himlen af regn og vind. Piloten saa rolig ud, saa det var jeg ogsaa, men jeg synes ikke det var sjovt. Manden ved siden af mig sov hele turen som tog omkring 55 minutter, eller ogsaa spilled han bare doed.

Vel ankommet til Rutland skulle jeg videre til Inn At The Long Trail, som jeg var blevet anbefalet af Sean Gobin fra Warrior Hike. Den ligger naesten lige ved siden af trailet hvor det krydser route 4 ud af Rutland. Lufthavnen i Rutland havde ingen busser og der var mindst 15 miles. Heldigvis havde en soed amerikansk kvinde der boede i Rutland sagt, at hun ville blive hentet af mand og boern, og de ville med glaede give mig et lift. Hendes boern skulle da moede og udsaettes for en vaske aegte europaer som mig. Jeg foelte mig lidt som et freakshow, men de var rigtig soede og satte mig af lige udenfor kroen.
 
Klokken var omkring 17, hvilket var 23 ifoelge min krop. Jeg indlogerede mig og satte mig ned i den tilhoerende irske bar, og fik en Guiness Stew og en lokal omgang draft beer. Ved siden af mig sad en 67 aarig mand, som introducerede sig som Ace, hvilket var hans trail name. Han var tidligere Vietnam veteran, nu var han pensioneret og bosat i Ohio. Han brugte to til tre maaneder om aaret paa at koere rundt og vandre forskellige stier. Nu var turen igen kommet til ruten Rutland til Hanover. Han havde tidligere thru hiket AT tilbage i 2003. Vi fik en lang snak og et par oel. Omkring kl. 21 var jeg segne faerdig og gik i seng.
 
Naeste morgen ringede jeg til min kontaktperson hos Warrior Hike, som jeg skulle moedes med for at hoere hvor de var henne. Det sidste jeg havde hoert var at de naermede sig Rutland. Nummeret var selvfoelgelig ikke det rigtige. Jeg emailede dem, men da jeg ikke vidste hvornaar de ville se emailen og jeg ikke gad at vente paa kroen, mens de maaske passerede Rutland, skrev jeg at jeg ville begive mig af sted for at komme igang. Saa ville jeg enten blive indhentet eller vente paa dem i naeste by, som var Hanover 45 miles laengere fremme. Omkring kl. 11 begav jeg mig saa afsted paa Applachian Trail.
 
Trailet startede med at gaa op af, saa gik det ned for derefter at gaa op igen. Stilen var lagt. Hidsige stejle stigninger med saakaldte switchbacks hvor man traverserer lidt paa tvaers for at zig-zagge op til toppen. Sveden haglede af mig i varmen og luftfugtigheden. Selve sporet er oftest smalt og kun med plads til en person. Skoven er vild og lukker sig om dig. Efter nogle miles begyndte opstigningen til Quimby (ham fra Simpsons) Mountain, og der paa sporet laa der fanden galme en lille gulbrun slange med zig-zag paa ryggen. Jeg hader slanger, specielt dem jeg ikke kender. Den smutted ind i skoven og jeg trippede let videre (fik billede).

Saadan ser AT typisk ud med white blaze

Efter at have hiket en 10-11 miles kom jeg til et shelter, der hed Stony Brook. Her var Ace fra aftenen foer. Derudover ankom der en 4-5 andre, men saa interessante navne som Freeman, Predator, Motown, Archangel og til sidst dukkede Mellow og hans hund Yellow op, de to sidste var saakaldte SOBOs, altsaa south bound modsatte os andre der var NOBOs. Snakken gik og jeg besluttede mig for at blive ved shelteret, dog i mit telt. Ens mad og

andre ting der lugter kraftig haenges op for at undgaa “critters” (mest mus).
 
Loerdagen gryede varm og fugtig. Jeg var afsted paa sporet omkring kl. 6.30 stadig med lidt jetlag. Jeg indhentede hurtigt to fra aftenen foer, men det meste af dagen var jeg alene. Sporet er nemt at foelge, der er saakaldte white blazes der viser ruten. Derudover havde jeg den loadet paa min Viewranger app, som jeg kunne starte op hvis jeg kom i tvivl, det gjorde jeg ikke, men tjekkede alligevel en gang i mellem.

Efter at have hiket omkring 15 miles slog jeg mit telt op ved en lille aa, lavede aftensmad og hang derefter min mad om i et trae. Foerste nat alene i en kaempeskov i Vermont. Det tog mig lidt tid at falde i soevn. Klokken tre om natten vaagnede jeg ved at noget kom i mod mig i gennem skovbunden, det var stort nok til at larme og knaekke kviste, men ingen lys, saa det var ikke et menneske. Jeg satte mig op og fumlede efter min lygte. Siderne paa teltet var oppe grundet varmen og jeg lyste lige ud paa enten en graevling eller et meget stort pindsvin. Hvad det en var saa luntede det vaek og kravlede op i et trae mens min lyskegle fulgte det. Tog mig omkring 30 minutter at falde i soevn igen.
 

Jeg var tidligt afsted igen om soendagen. I loebet af dagen moedtes jeg med flere jeg havde moedt tidligere og en enkelt eller to jeg ikke havde. Jeg spiste frokost med Freeman, og hoerte noget af hans livshistorie. Han havde levet uden indkomst siden 2003, hvor han havde “unplugged” sig selv. Hans sommere gik med at vandre og laese sin bibel, hans vintre gik med at sidde i et selvbygget skur i Maine og laese sin bibel. Senere oplevede jeg for foerste gang faenoment “Trail Magic”. En dame stod et sted hvor sporet krydsede en vej og udelte sodavand og snacks til hikere. Motown og Archangel var der ogsaa. Mens vi drak sodavand snakkede vi, og jeg fortalte om denne tysker jeg kendte der havde thru hiket AT for nogle aar siden. Han var blevet doebt Sauerkraut som hans trail name. Det grinede de lidt af og prompte doebte dig saa mig til Danish, som det soede modsvar til de sure tyskere. Saa Danish jeg er fra nu af, og til jeg exiter fra trailet. Denne dag gik jeg 18-20 miles og overnattede igen i skoven naesten alene. Freeman sov nogle hundred meter fra mig.
 
Mandag krydsede jeg Conneticut floden og befandt mig i New Hampshire. Byen Hanover ligger lige paa den anden side. Paa bibliotektet laante jeg en computer, og fik kontakt til Warrior Hikers, som var en dag bag mig. Jeg indlogerede mig derfor paa et hotel her og venter paa dem. Dagen gik med stor amerikansk morgenmad, en tur rundt i byen og aftensmad paa Murphys hvor de skulle servere en af top ti burgere i USA. Den var god!
 
I dag tirsdag skriver jeg blog indlaeg, har handlet mad og venter paa at linke up med Warrior Hikers. Regner med at starte ud igen paa sporet her i eftermiddag. Der er ca. 50 miles (3-4 dage) til naeste  forsyningspunkt, og derefter er der en uge gennem White Mountains.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: