’Jeg har mødt mange forskellige mennesker på mine mange ture, jeg har endda også mødt mig selv’.
Ovenstående citat er lettere omskrevet og til dels lånt af andre, men betydningen er min egen, og det rammesætter meget godt, når jeg påstår at soloture er en måde til at lære meget om en selv.
’Du finder kun hjem, hvis du først farer vild’, synger Magtens Korridorer på en af deres sange. Det synes jeg er et meget sandt udtryk for den rejse, der ligger i at drage ud solo i ukendt terræn til fods eller på cykel og omfavne det ukendte. Det er på en side utroligt fornyende og berusende at vågne alene i naturen, og på den samme tid kan det været utroligt ensomt og skræmmende.
Når du er solo afsted er der ikke nogen, der bestemmer over dig, udover dig selv. Du er den ultimative herre i eget hus. Den følelse skal man gøre sig klar til, for det kan være meget mærkeligt pludseligt ikke at have nogen at dele oplevelser med, nogen du kan spørge om råd eller sparre med, over så banale ting som finde vej, spise mad eller tale om den smukke solnedgang. Når du er alene, så sætter du tempoet, du laver dine egne planer og bestemmer din egen tidsplan.
Når du er afsted solo, så finder du ud af, at du er meget mere åben mod andre mennesker. Du indleder samtaler med andre, som du måske ikke ville have gjort, hvis du var en del af en større gruppe. I en gruppe ville du have tendens til at følge med strømmen. Misforstå mig ikke gruppevandring kan være sjovt og udviklende, men det er også forudsigelig. Hvad gruppen gør, gør du også. Gruppens succes er din succes.
Soloistens virkelighed er meget anderledes. Du er selv den vitale brik for at opleve succes, glæde og ultimativ overlevelse. Det giver en solo ture en unik dimension, som ikke bare kan ignoreres. En soloist er nødt til at vokse og udvikle sig i takt med opgaven. På nogen måder er det netop de lidt skræmmende aspekter ved det at være alene, der er med til at gøre solo ture næsten berusende efter lidt tid.
Når du er solo afsted, skal du være din egen sikkerhed. Det gør noget spændende ved dine sanser og instinkter. De går i slags ’hyper mode’, hvor du vil opleve, at din evne til at opfatte små nuancer stiger. Du bliver langt mere indsigtsfuld i dine omgivelser. Du tager mere ind, du føler stærkere, du oplever mere, og endeligt tager du måske flere minder med hjem.
Mennesker er sociale væsner, vi er flokdyr. Vi kan ikke overleve, uden vi føler en sammenhæng med andre mennesker. Jeg synes, dog nogle gange kan vores søgen efter nogen at være sammen overskygge fordelene ved også at kunne være alene. For mig er der stor forskel på at være alene og føle sig alene. Tager du på en solo tur, så vil der være tidspunkter, hvor du savner selskab og nogen at dele det med. Det savn alene er en værdifuld oplevelse, for det vil hjælpe dig med at genkende og sætte større pris på de mennesker, der er i dit liv. Den refleksion hjælper dig med at leve i nuet og styrker dig mentalt til at klare dig selv, også i andre aspekter af livet.
Når jeg er på soloture, så kører mine tanker ofte omkring fortid, nutid og fremtid. Det hjælper mig med at give slip på fortidens irritationer og ærgrelser. Jeg bekymrer mig også mindre om fremtiden. Kort sagt så fokuserer jeg mere på nuet, og nyder de små og store ting, jeg ligger mærke til i mine omgivelser på en stærkere måde.
I den forhøjede opmærksomhed på omgivelserne opdager jeg næsten en helt ny verden, og lidt spirituel forherliget opdager jeg dermed også mig selv i den. Jeg er ofte styrket, når jeg kommer hjem fra at være faret vild, og undervejs på turen har jeg mødt mig selv igen, og ofte fundet enten nye sider af mig selv, eller osse har jeg forstærket sider af mig selv i nye sammenhænge. Du skulle tage og prøve det, det er stærkt vanedannende, at møde sig selv.
Bambooskin worn as outer layer on a warm April day
I was contacted last year by a relatively new Swedish company called RevolutionRace. Their motto is awesome fit, great quality and unmatched value. From what I gather from their website, they concentrate on apparel that offer customers hardwearing clothes at affordable prices in a broad range of colors and with lots of zippers and pockets. Not usually my thing, but they were looking to get some of their clothes reviewed by European and Nordic bloggers. We agreed, that I would look over their products and if I found anything of interest in a lightweight category. We could work a deal, where they supplied the item for free, and I would give my honest review and opinion of it from my perspective. I stumbled on their Bambooskin thermal underwear, which at 450 grams for a set seemed reasonably lightweight. My idea was intially to compare it to a set of Aclima Merino Lightwool that I already own and have used for years as thermal underwear. RevolutionRace agreed to my suggestion and this review article is me fulfilling my part of the agreement. All though I was given the Bambooskin free of charge, my review is my own subjective opinion of the set.
In the chilly mornings I would wear the leggings under shorts
The facts.
RevolutionRace describes the Bambooskin as a durable year-round set of underwear in a super comfortable bamboo / spandex blend. They proclaim that Bamboo is naturally odorless as well as airy and light. It is comfortable against the body, thanks to 7% spandex in the fabric which gives an elastic underwear with body-hugging fit, that is very important for moisture transport.
They say the set weighs in at 450 grams for a size medium (mine weighs 488 grams for a large). The material is stated as 93% bamboo viscose (see below under innovations) and 7% spandex (synthetic fiber). They recommend it as a thermal set for year-round use in most activities and that the fit is athletic and the sizing normal.
They also state on the website taht the two piece set has the following properties
° Half zip
° Thumb holes in the end of sleeves
° Extra-long sleeves
° Stretch for an athletic fit
° Bamboo lets your skin breathe
° Antibacterial
° Easy to pack, does not wrinkle easily
° Works excellent as pajamas during cold nights in tents
Weighing in at 488 grams for a large set
Time in use
I have had the set since spring 2018 and have used it on a hike circumnavigating the Island of Bornholm in April. It also came with me for a Packrafting trip in Sweden in August and a November Bikepacking tour in Denmark. I would estimate that I have worn and used the set for a total of 12 days in temperatures from warm April/August days to cold April evenings and wet and clammy November days ranging from hiking, paddling and biking.
Innovations
Bamboo is a natural fiber that is then crushed in to bamboo pulp, and then chemically converted into a compound that can be spun into cellulose fibers that can be used to manufacture bamboo clothing, which in some areas of the world (mainly USA) is also called Rayon. This causes some ethical considerations like occupational hazards with the chemical being used for the process, also leading to some false advertising claims that the fibers are from a pulp of cellulose and chemically derived and therefore not really bamboo anymore, which further leads to the anti-bacterial and odorless claims, as some studies have shown that the fibers no longer retain the qualities of the original bamboo.
There are however many other good benefits of using bamboo instead of wood for instance. It can grow under harsh weather conditions and it grows fast and require very little water when compared to trees. Bamboo crops also require less pesticide and fertilizers and is biodegradable. We like that!
Bamboo or Rayon clothing is therefore an alternative to plastic, which in many ways are more renewable and can be replenished faster than other synthetic or natural fibers.
Many apparel companies have delved into the bamboo category, but it would be a lie to proclaim it as having replaced cotton or polyesters in the consumers eyes. Why that is I cannot say, but perhaps part of that is customers habits and smart marketing.
Perfect for sitting outside in the April evening setting sun
Quality
The quality of the Bambooskin is good. There seems to be no loose threads and the sowing is also of good quality. The front zipper does the job without getting unduly snagged. I am 187 cm and 86 kg and a size large fit me snugly. All though I have noticed that the set will start to sag after a couple of days use on the trail. After a wash it snaps back to being tighter again. So, for extended use you might want to go a size down if possible. The set comes in a wide set of colors ranging from eyesore to cool looking. In all the quality is very good for the price.
Used for sleeping on cold nights, notice that the set has begun to sag a little after extended use
Conclusion
Hmmm, this is a bit of a tough one. Originally, I meant to compare the Bambooskin to my Merino Lightwool set from Aclima, and in that regard the Bambooskin fails on all comparing parameters except that it is softer and cheaper. The Lightwool set weigh less for at 380 grams. It is considerably more insulating and warmer even when wet with moisture. The Bambooskin actually feels heavier when wet, all though in all fairness it does seem to dry quicker than the merino wool.
It is also my considered opinion that the merino wool fit is better after prolonged use and that the merino wicks better when doing a strenuous activity like biking. I also noticed that the Bambooskin was not as odorless as proclaimed, but that could be just me, as you tend not to smell yourself after some time.
In conclusion and from my perspective then I would always chose Merino wool over bamboo as thermal underwear for my kind of outdoor activities.
Is this a fair comparison? Maybe not, as the Bambooskin does not proclaim to be better than my Merino wool set, that is just something I referenced it too. So, if I go back and only review the Bambooskin by the parameters set by RevolutionRace, which is that it is a hardwearing thermal underwear for year round use, that retains heat and lets your body breathe under strenuous activities, then yes it does do that to some degree, and even at a very competitive price when compared to other thermal sets. All though I would state that I would never bring it for extended expedition use in winter conditions, as it is simply just not warm enough for that.
So in that view, then yes, I think that the Bambooskin will do the job and fit the requirements for many outdoor people that are in the market for and looking to buy a competetively priced and a good thermal underwear set for most activities.
Where can you buy it:
RevolutionRace is becoming a rather well known brand here in Denmark, and you can look at their other offerings and buy the Bambooskin at their website.
In the Glen Nevis on the TGOC in Scotland
Background
Ever since I got interested in lightweight and ultralight hiking the name Andrew Skurka has been one of the most respected long-distance hiking professionals in the world. His adventures and exploits are well documented by himself and others on blogs and in books. So, when he announced he was putting his name on a pack from a little-known company called Sierra Designs. I will admit to being very skeptical in the beginning, suspecting the usual ‘I’ll say anything for an endorsement fee’ type of gear, allthough from what I thought, I knew of him, it did seem a bit out of character for him to do something like that if it wasn’t the real deal. Chance would make it so, I was in the USA when the pack was released for sale. I had done my dues and researched it as much as possible and I was intrigued enough to pick one up, while I was there and bring it back home with me to try out.
In the Pyrenees circumnavigating Andorra
Time and use
I bought the pack at full price for my own money in the fall of 2016. I have been using it for backcountry skiing in Norway and on hikes in Denmark, Sweden, the Pyrenees and on the TGOC in Scotland in all season conditions. In total it has probably seen around 50-60 days of use, so I feel confident in giving this long-term review of the pack. The review is my own subjective opinion of the pack and it’s use for hiking and backcountry skiing. The data is supplied by the manufacturer Sierra Designs.
Backcountry skiing in Norway with snow shovel on the side
Bottom line
This pack has many very positive things going for it in my view and only few minor gripes (see list at the bottom). When I bought it, I had hoped to have a lightweight flexible pack capable of handling most of my hiking trips year-round. Every pack has always been some sort of a compromise, but The Flex Capacitor is truly innovative, as it comes very close to balancing light weight with durability and capacity in a pack that carries weight comfortably on your back. This is an outstanding pack for the price, and when they fix my list of small gripes, I will for sure rebuy it for a nearly perfect pack for me.
Where to buy in Europe
The price in Europe is 192 Euro at Backpackinglight.se, which I think is a very competetive price for a fully featured and awesome pack like this.
The Flex Capacitor a great pack!
The Facts
The Sierra Designs Flex Capacitor is an internally framed lightweight backpack that is expandable from 40 liters to 60 liters using a unique system of straps to adjust the circumference of the pack. I am 187 cm tall and weigh 85 kilos. My original version of the large size fits me perfectly. I say the original version, because I have seen a newer model called medium/large and it seemed to look a little shorter ( a couple of centimeters) in the back length.
The pack features a top lid, with a zipper opening the three sides for easy access to the main compartment. The zipper has a rain guard flap. The top lid has a small pocket that expands downward into the packs main compartment. On both sides are two mesh pockets capable of holding a one liter Nalgene bottle. There is a shoulder strap pocket with stretch mesh capable of holding a 0.75 liter ‘cycle’ type of bottle. The hip belt has two good sized pockets. The front has two loops for ice axe or hiking poles. The inside has a removable hydration pouch but no hole for the hose anywhere.
The pack is made of 100 Denier nylon reinforced with Dyneema (not Dyneema Composite Fabric/Cuben). On the bottom is 420 D nylon. The mesh pockets on the side is robust and stretchy.
The internal frame is a removable Y-Flex DAC aluminum stay. It slots into the hip belt at the bottom holding both in place and help with weight transfer to the belt. There is a rigid type of foam in the hip belt pads, the lumbar pad and further up the back at the shoulder pads and shoulder straps. The pack comes with load lifter straps, waist belt straps and adjustable sternum strap.
The main innovation in the pack is the compression strap system allowing you to expand the pack from 40 to 60 liters. When compressed the pack is quite narrow and is suitable for 3-7 days hikes with light gear. If you need to carry more gear for a winter hike, or just need more volume, you release the straps on the front, and the pack expands to 60 liters. Instead of expanding vertically the pack expands outwards keeping the center of gravity low without compromising the stability of the pack on your back. When everything is properly adjusted the Flex Capacitor carries weight remarkably well.
With the hydration pouch removed and in an original size large my version weighs just under 1150 grams, which is considered light but not LIGHT. You can remove the stay and belt to further bring the weight down, but then I would say that there are better suited packs on the market for that purpose.
Pack Features (from Sierra Designs website)
· Expandable 40-60L volume (volume varies between sizes)
· Ultralight weight design
· 2 torso sizes (non-adjustable)
· 4 hip belt sizes
· U-shaped top access zipper
· Zippered stash pocket on lid
· Removable reservoir sleeve
· Shoulder strap water bottle pocket
· Stretch mesh side water bottle pockets
· Two hip belt pockets
· Compression straps
· Ice axe/trekking pole loop
Suspension Key Features
· Lightweight “Y-FLEX” suspension
· EVA foam hip belt and shoulder straps
· Raised lumbar and scapula pads (EVA foam)
· Load lifter straps
· Hip belt stabilizer straps
· Adjustable hip belt
Materials
· Body Fabric: 100D Nylon-Poly Ripstop
· Secondary Fabric: 420D Nylon Oxford
· Stay Material: DAC Pressfit Aluminum
· Number of Stays: 1 “Y-FLEX” stay
Drying shirt on the outside
My opinion
Likes
One of the best and most innovative packs I have used in recent years.
Good size range as the 40 liters will see me make a seven day lightweight hike in summer conditions, and the 60 liters is perfect for a prolonged 7+ day hike with or without resupply or a winter expedition.
Control of load and carrying system is very good and comfortable even when expanded and full.
The pads on the back makes it ride a little away from the back making it breathable and possible to get a little air on a sweaty back.
Easy to use and comfortable hip belt with usable large pockets.
The flexibility of the pack makes it able to replace other packs in my inventory saving me space and money.
It is a good-looking pack with the grey and red color system.
Easy access to main compartment.
Bottle pockets is stretchy and very usable up to 1-liter bottles.
In the beginning I missed an outside stretchy stuff pocket, but with more and more use, I have begun to use the top lid pocket, the hip belt pockets and the side pockets instead. For drying gear like towel, socks and shirt on the outside I just use the compression straps now.
Minor gripes
A little on the heavy side (1150 grams) compared to other lightweight packs, this is offset by the usability of the pack, but still…
Stiff backside and the lumbar pad takes some getting used to.
Top lid pocket is on the small side to be really usable and it expands downward. Make it wide all the way out to the edge of the lid and expand upwards, so you can use it to stuff your windjacket and other assorted things into. The zip opening is similar to the packs main opening, sometimes making you grab the wrong zipper, it is a minor complaint and could be solved by using a different color zipper string.
The rain guard and cover to the zipper system can get tangled and snag in the zipper, which is super annoying. Maybe a rainproof zipper og a roll top closure instead (which would mean no lid pocket)?
Where is the whistle on the sternum strap, come on, I thought that was standard by now?
Ruten er markeret med disse skilte hele vejen her omkring Allinge Sandvig
For nogle år siden gik jeg Bornholm rundt langs kyststien sammen med Moses og Knut, det var i november måned, og vi gik ruten uret rundt om øen. Jeg fik vist aldrig skrevet om den tur selvom, den var god, så det forsøger jeg lige, at råde bod på med at gå ruten endnu engang, bare i den modsatte retning.
Moses og Knut ved Helligdomsklipperne i november 2015
Jeg havde afsat fire overnatninger til turen, hvilket betød stiens 115 eller 120 km (afhængig af hvem du spørger), skulle tilbagelægges med en ca. opdeling på 10-30-30-30 og 15 km. Ruten kan ses på viewranger her, og jeg kan også anbefale Frits Ahlefeldts guide til Bornholm rundt, som du kan finde her.
Første camp ved Arnager
En af de mange gode ting ved Bornholm er at den kaldes for solskinsøen og at terrænet er exceptionel varieret hele vejen rundt med sandstrande i syd og øst, der giver vej til klippekyst og stigninger mod nord og vest. Hele vejen rundt har du fantastisk view af havet, og de byer du passerer byder på lækker fiskebuffeter (vi fik en i Gudhjem) og gode is.
Sydkystens sandstrand komplet med træer og havgus gav det en ‘Lost Coast’ fornemmelse
Eneste minus er manglen på lejrpladser, men det kan du løse med lidt spørgen rundt, og lidt tyvcamping som en af deltagerne udtrykte det. Skal lige siges, vi var lidt uden for sæson, så vi fik bl.a. lov til at slå telte op tæt på kysten ved Snogebæk havn.
Vejret var til shorts om dagen, her i sydkystens klitter og plantager
Vi ankom onsdag aften med færgen fra Ystad kl. 19.45. Vi havde sat os for at vandre de første 10 km ud til Arnager, hvor Moses havde fortalt mig, der lå to sheltere. Dem fandt vi først dagen efter, så i stedet slog vi teltene op lige øst for Arnager i mørke. Jeg vågnede allerede tidligt torsdag morgen ved fuglenes pippen. Erik, som jeg har været på tur med før, var også oppe, så ham og jeg tog fusen på Henrik, det tredje medlem af vores lille trio, ved at meddele ham, at nu gik vi. Lydene fra Henriks telt blev straks mere pakke målrettede, og han kom hurtigt til syne.
Henrik øst for Dueodde på vej op mod Snogebæk langs stranden
Ruten går primært langs stranden, men væver sig op og ned i klitterne og ind i plantagerne. Omkring Raghammer var bolden i skydeterænnet hejst, så vi måtte pænt uden om for ikke at blive snipet med den 12,7 mm riffel, de bl.a. lå og skød med. Jeg fik hverken lov til at skyde eller tage billede af den, men den er stor og gør ondt at blive ramt af.
Op og ned af stranden og ikke altid på så flotte trapper
Vi fortsætter mod Dueodde fyr, hvor vi får os et hvil og en is inden vi begiver os ud på de flotte hvide sandstrande og dagens sidste kilometer ind mod Snogebæk. Her havde isdamen fortalt os, der lå et shelter og man kunne slå telte op tæt på havnen. Vi ankommer sen eftermiddag. Vinden er lidt kold efterhånden som solens magt tager af. Vi er i poserne tidligt og sover godt til fredag morgen.
Mit Tarptent Stratospire 1 ved solopgang i Snogebæk havn fredag morgen
Jeg er igen tidligt oppe og frisk, så jeg begiver mig afsted nordpå langs den berømte Balka strand. Morgenen er solfyldt og flot, men stadig kold. Den svenske producent Revolution Race har foræret mig et sæt Bamboo Skin, som jeg har med for at teste og anmelde, når jeg har en mere uddybende mening end de her fire dage kan give. Denne morgen har jeg dem på under mine shorts, og jeg har sovet i trøjen.
Østkysten begynder efter Balka og Neksø at blive mere stenet og stien går langs kysten ikke på kysten. Ret hurtigt bliver jeg passeret af Henrik med et, ‘vi ses i Svaneke!’
Ruten følger her gamle skanser som er overalt på Bornholms kyst
På torvet i Svaneke holder vi opsamling med en kop kaffe inden vi spiser is i havnen og begynder at gå mod næste by som er Gudhjem. Jeg har en hemmelig plan om at ramme Gudhjem i tide til fiskebuffeten i det gamle røgeri på havnen. Det sidste stykker ind mod Gudhjem gås i forrygende sommervejr og varme, hvilket også kræver en længere siesta i en liggestol på havnen i den lille by Listed.
Hele vejen rundt så vi en del fiskere på jagt efter ørred, her i solnedgangen om fredagen
Efter fiskebuffeten i Gudhjem lister vi de sidste to kilometer ud til Salene bugten, hvor vi tyvcamper ved stranden sammen med en gruppe fiskere på jagt efter ørred.
Vandrestavenes visdom
Lørdag morgen starter med det kuperede terræn omkring Helligdommens klipper, som er en række navngivet klipper der ligger forneden af de stejle skrænter på nordsiden af Bornholm. Efter dem kommer ruten på lidt asfalt omkring de tre byer Tejn, Sandvig og Allinge, men du kommer også ud og går langs klipperne ved kysten.
Kanoner afprøves af Erik omkring skanserne ved Svaneke
I Allinge holder vi en pause inden vi går ud på Hammerknuden og mod fyret. Hammeren er kendt for sit smukke og vilde terræn. Det er også herude det gamle berømte slot Hammerhus ligger. Her har de bygget et nyt besøgscenter, som Henrik og jeg går op og inspicerer mens Erik fortsætter ned langs kysten.
Vandring ude på Hammerknuden nord for Hammerhus
Vi mødes igen ved stenbruddet omkring Ringebakkerne. Jeg fortsætter ned mod Askebæk og slår lejr der, da jeg ikke gider ligge inde i stenbruddets skygger. Her finder jeg en fantastisk lejr med udsigt til solnedgang og en lille bæk med frisk vand bagved.
Den imponerende ruin af Hammershus set fra det nye besøgcenter
Aftenen går med at sidde uden for teltet med benene i soveposen og læse på min kindle mens solen langsomt synker i havet. Hold nu op, vi har været heldige med vejret på denne tur.
Den sidste aften nydes i fulde drag mens solen langsomt går ned
Søndag morgen går vi de sidste 15 km ind mod Rønne og færgen, der skal tage os tilbage til Ystad og hjem.
Sovesystem:
Montbell Downhugger 900 #2, Thermarest Prolite Small og sitpad fra Gossamer Gear til at have under benene om natten. Soveposen var måske lige varm nok, og jeg havde nok kunne klare mig med #5 modellen i stedet, men det er nu rart ikke at fryse om natten.
Rygsæk:
Gossamer Gear Gorilla Pack, den er en god størrelse til en 4-5 dages tur, og jeg har fået modificeret den interne ramme, så den går ned i hoftebæltet, så den teoretisk kan bære vægt lidt bedre.
Shelter:
Jeg regner med at bruge mit Tarptent Stratospire på min krydsning af Skotland næste måned, så jeg havde det med for at få en god fornemmelse og vane med det inden den tur. Til denne tur var det overkill, og jeg havde sagtens kunne klare mig med min Hyperlite Tarp.
Tøj og sko:
Jeg havde medbragt en merino t-shirt, og sammen med min Vindbreaker fra Montbell og gamle GoLite shorts var det alt rigeligt i løbet af de fleste dage. Til om aftenen havde jeg Bamboo sættet og en tynd fiberjakke fra Berghaus. De lange bukser var fra Montane i det vejrudsigten så for varm ud til Lundhags. Jeg havde mine Altra Lone Peak sko på, som jeg havde planlagt skulle med mig til Skotland. Det bekymrer mig bare lidt at knopperne under trædepuderne allerede er godt nedslidte, hvilket ikke gør så meget på Bornholms relative gode tørre stier, men alt andet lige betyder dårligt fæste i et vådt skotsk føre. Jeg er i tænkeboks om ikke, det betyder, jeg er nød til at finde en anden sko til Skotland. I så tilfælde bliver det nok en Roclite 315 fra Inov8, da jeg ikke kan skaffe en Altra inden. Jeg er lidt skuffet i det, de kun har gået en ca. 400 km, hvor noget godt nok har været i stenet terræn i Pyrenæerne, men alligevel. Vandrestave er de tredelte fra Gosammer Gear
Fotos er taget på Sony Xperia og Canon Powershot G16
Herunder en lille hurtig ‘sunset’ video fra sidste aften.
September hiking in Jotunheimen in 2015 (Photo Knut Korzcak)
I have some favorite gear that I call my go to gear, that is supposed to work for most of the time in most seasons. For some strange reason I have never really found THE pair of go to pants for hiking. It goes without saying that a pair of go to pants for lightweight hiking has to be… well lightweight. In my on going search I was given a pair of Lundhags Makke pants a couple of years ago by the Danish importer of Lundhags STM Sport. The deal was for me to use the pants for a prolonged period and review them on my blog. I am finally happy to fulfill my end of the bargain with this long-term review. All though I was given the pants free of charge, my review is my own subjective opinion of the pants.
The facts:
The pants are made by Lundhags and are named after a Swedish mountain in Jämtland. The pants are made of 65 % recycled polyester and 35 % organic cotton (just like a certain G1000 material from a well-known competitor). There is a lot of Schoeller Dry Skin softshell stretch material on areas that will enhance movement and flexibility. The hem and instep is protected by reinforced Schoeller Keprotec material.
The pants oozes of quality and are very well made (in Vietnam) and my two plus years of use is visible on them, but only as a sort of enhanced patina, all though the DWR (water repellent) has worn of. Despite the obvious quality of the pants, the zipper on the left waist pocket gave away after a few months of use. A local tailor repaired it for me, so a minor annoyance. The fit is tight and slim, which is fine with me as they have a lot of stretch in the right places. Initially when you put them on, you think it will be difficult to move easily when wearing them, but as soon as you get going in the mountains, they surprise you and let you move freely and with complete confidence. You can also get away with not wearing a belt with them, as they have an adjustment strap at the waist. They also have a hook at the hem to secure them to your shoes. My pair weighs 441 grams which I find is very competitive for such a fully featured pair of pants in size large/52.
In all they have:
Once more September hiking in Jotunheimen in 2016
Time
I have had the pants since august 2015 and have used them on and off for many outdoor outings when hiking, canoeing og teaching outdoor skills. A sound estimate would be at least a 100+ days of use and abuse in total, and they will most likely come with me to Scotland in May on the TGOC and many more trips in the future.
Innovations
The material is not that innovative in itself, as many outdoor companies make garments in that blend of polyester and cotton. But I find the placement and use of stretch panels and the Schoeller Dry Skin material to be well thought out and innovative giving a particularly good freedom of movement. The hem material is also hardwearing when walking through underbrush, and still very light so as not to hinder your lower legs movement. It is also the only pair of pants with inner thigh ventilation that I have seen and used, all though this feature I have only really used once, and is not something I go for in pants for hiking. If I expect it to be warm I pack a pair of lightweight shorts and generally use them instead of venting.
Note added June 2018: I took the Makke pants with me on the TGO Challenge in May 2018 for two weeks of hiking. It turned out to be a very warm hike, and I used the venting in the pants almost daily. I have therefore changed my opinion about the venting system. It was very useful!
Look closely the vents are open 🙂
Quality
The quality of the garment is very good. That a zipper came lose for me after little use is probably down to chance, and I am sure that Lundhags would have fixed it for me on the warranty if I had reported it. I will have to say that the price on them is quite high, so then I also expect top notch quality all around, and that it also what you get.
Wet areas in Thy National Park, they dry fairly quick
Conclusion
Are they the perfect pair of outdoor pants for me? No, but they come very very close, if only they would remove one leg pocket and the ventilation zips on the inner thighs, then yes they would be perfect for me and weigh a little less. Would I buy them at full price? That is a tricky question, because you do get top quality for the price, but again they have some features that I could do without. Bottom line is that they are the best hiking pants I have and have seen more use by me than any other pair of outdoor pants I own. They have my recommendation and are among my favorite go to pants for hiking in spring and autumn! They also come in a range of cool colors, espcially the blue ones look really cool.
Where to buy them:
Lundhags is a well-known brand that can be bought many places in Denmark and abroad. STM Sport the Danish importer can advice if you contact them.
Starten på stien i Varde
Jeg begyndte for en del år siden et meget løst projekt om at gå Danmark rundt langs kysterne. I slutningen af 2013 gik jeg bl.a. fra Løkken til Ålbæk og igen i juli 2014 gik jeg Gendarmstien i det sydlige Jylland. Der er flere turrapport her på min blog, men ikke alle ture er blevet blogget. I alt har jeg efterhånden nået Jyllands vestkyst, hele Sjælland rundt (minus Guldkysten), Øhavsstien på Fyn, men ikke siden Bornholm rundt i 2016 har jeg vandret i Danmark. Jeg synes, derfor jeg ”skyldte” mig selv en ny tur i Jylland. Et indlæg fra Thure Fuhrmann Kjær, som er en af, de der ”syg i potten” ultraløbere, der løber solen sort, vakte min interesse for Kyst til Kyst stien på tværs af Jylland. Jeg havde ellers for længst afskrevet den som uinteressant og under min værdighed, grundet jeg tidligere havde travet Bindeballestiens asfalt på Hærvejen. Thure havde løbet fra Varde til Bække eller så var det den anden vej, og beskrev ruten som interessant med masser af natur.Den har også fået sin egen hjemmeside, så efter lidt research besluttede jeg mig for, at det ville være en god træningstur til TGO’en i maj. Jeg slog turen op som en begivenhed på min facebook side Ultralight Pedestrian, hvis der nu var andre, der havde lyst til at vandre med.
Terrænets beskaffenhed
Fredag den 9. maj mødtes vi tre mand ved Varde station kl. 15, og efter lidt ”sparken dæk” i form af snak omkring udstyr og rygsække fandt vi ned til Varde å og begyndte at følge den markerede rute ud af byen langs åen. Kyst til Kyst stien har det rygte at være meget våd, denne gang var underlaget nu mere iset end vådt, så min teori om at afprøve neopren sokker i vådt føre. havde jeg opgivet i det temperaturen stod i blå hele weekenden. At møde nye mennesker er altid hyggeligt. Landskabet var flot, snakken gik og solen var på vej ned.
Solen på vej ned over Varde Å
Omkring mørkets frembrud ramte vi lejrpladsen i Nørbæk Plantage tæt på Karlsgårde Sø. De to sidste deltagere til turen og deres to hunde ankom til lejren mens, vi var ved at gøre et ihærdigt forsøg på at få gang i et bål med vådt brænde. Aftenen var kold og manglen på bål kunne mærkes, også selvom min gamle soldaterkammerat Martin dukkede op med kage til en hyggelig sludder. Kort efter hans afgang hoppede jeg i posen med frosne tæer, der tog en rum tid at varme op, også selvom jeg havde taget mine dunfutter med til at sove i. Mit sovesystem til denne tur består af min As Tucas nul grader quilt og en Cumulus Magic 125 dun inderpose. Med omkring minus fire til fem grader, var det lige i underkanten og i løbet af natten, tog jeg min varme jakke på nede i posen og sov videre.
Kold start lørdag morgen
Næste morgen vågnede jeg, da det blev lyst og tro mod min rutine pakkede jeg sammen og var klar til at gå i løbet af relativ kort tid. Specielt på kolde morgener, som denne synes jeg, det er rarest at komme på sporet og få varmen inden, der spises morgenmad efter en lille times vandring. Ruten tog os langs nordbredden af Karlsgårde Sø. I den østlige ende lå en lejr plads mere med shelter. Her stoppede vi og spiste morgenmad. Herefter følger man Holme Å øst nordøst forbi Nordenskov. Det er tydeligt at se at vandvejen engang har haft stor betydning for erhverv, i det noget af ruten er på pram stier og, der passeres både nedlagte og aktive dambrug, hvor der opdrættes ørred.
#abandonedplace = gammelt dambrug
Omkring frokost ramte vi den lille by Starup/Tofterup, hvor en detour til den lokale daglig brugs fik kagehumøret lidt op i kulden. Vi fortsatte gennem Tofterup, og tilbage på ruten går vi stadig langs Holme Å. Vi rammer Baldersbæk Plantage, som giver et afbræk fra det åbne landskab, vi har gået igennem indtil nu.
Lørdagens lejr med Zapcks og Tarptent telte samt min Hyperlite Tarp (foto Jim Kay)
Dagens endestation er lejrpladsen lige inden Hovborg by. Tonni som er en af deltagerne siger vi har gået 32 km, min krop og erfaring siger nok 27 eller 28, men who cares. Dagen igennem har været grå og skyet, og mens jeg sætter min tarp op, begynder det at sne og blæsten tager til.
Landskabet er meget varieret langs ruten, her er det f.eks. hede
Lejren er desværre meget åben for vinden, og jeg sætter derfor min tarp så, den giver læ i vindsiden. Bagefter laver vi et godt bål, der brænder lystigt, og giver god varme, indtil vi hopper i poserne. Jeg vågner omkring midnatstid fordi, der er godt gang i blæsten, men min tarp holder fint og jeg har relativ god læ nede i min bivibag, så jeg falder hurtigt i søvn igen.
Både Varde Å og Holme Å krydses utallige gange langs ruten
Søndagen gryer omkring klokken 7, og efter at have pakket sammen mødes vi nede en åben bygning ved campingpladsen i Hovborg, hvor vi spiser morgenmad. Det blæser en del og vejrudsigten har lovet en del sne om formiddagen og regn om eftermiddagen, så jeg er lidt rastløs for at komme afsted mod endestationen i Bække.
Vejret viser tænder søndag formiddag
Vejret sænker vores tempo, og sneen på de dårlige spor langs åen gør det svært at gå i, da du ikke kan se huller og ujævnheder. Resultatet er da også, at jeg vrikker rundt et par gange, og næsten glider sidelæns ned i åen på et smalt sted. Dagens vandring er langs naturstier i det åbne landskab mellem de levende hegn, der afgrænser markerne.
Matchende skaltøj, måske vi trænger til lidt farve i det danske vandreliv
De sidste to kilometer ind mod Bække er på asfaltvej mens der falder slud. Jeg tanker op på kaffe og kage i Brugsen inden, jeg hopper ombord på bussen til Vejle og toget hjem til Hillerød. I alt har vi gået omkring 60 km fra fredag kl. 15 til søndag kl. 13. Vejrmæssigt bød turen på alt fra sol til sne om end det var konstant koldt og specielt søndag bød på høj windchill. Jeg havde ikke noget grej med, som ikke kom i brug undervejs. Her er detaljerne om de tre store.
Sovesystem:
As Tucas Apex 167 quilt, Cumulus Magic 125 inderpose, Katabatic Bristlecone Bivy og Exped Hyperlite Downmat
Rygsæk:
Gossamer Gear Gorilla Pack
Shelter:
Hyperlite Mountain Gear Dyneema Composite Tarp og otte Ruta Locura kulfiber pløkke
Gorilla pack og skaltøj! (foto Jim Kay)
Broen over floden Carnach, der nu er væk (billede lånt fra nettet)
Jeg har tidligere skrevet lidt om min rute til The Great Outdoors Challenge og baggrunden for valg af netop den. En af de ting, der er lidt specielt ved netop TGOC er at ruten skal godkendes af en såkaldt ‘vetter’. Det blev min rute allerede i december. Her for lige over en uge siden fik jeg så en mail fra min vetter om, at den bro over floden Carnach jeg havde planlagt at krydse den første dag, nu var væk og at der ikke ville være en ny oppe her til maj. Problemet var at min rute startede i noget af det mest uberørte område i vest Skotland, og der var ikke rigtig nogen alternativer til at krydse Carnach floden for mig, hvis jeg skulle sydpå mod Ft. William og Glen Nevis. På en god dag mente de nok at det ikke ville være noget problem at vade Carnach (se billede), men på en uvejrsdag hvor vandstanden og hastigheden ville være større, så var det en sikkerhedsrisiko de ikke ville acceptere.
Hele ruten fra Lochailort i øst til Dunottar Castle i vest
Jeg skulle derfor levere en FWA (foul weather alternative) til at krydse Carnach. En sådan ville tage mig alt for langt nordpå og lægge næsten en hel dag til min rute. Så efter lidt mails frem og tilbage med mine ‘vetters’ Les og Issy (fantastiske navne) og en del luren på elektroniske kort, foreslog jeg en start i byen Lochailort istedet, som ligger sydligere end Mallaig, som var den oprindelige start by. Jeg ville misse oplevelsen af halvøen Knoydart med dens afsidesliggenhed og helt undgå floden Carnach. I stedet ville jeg få nogen kortere kilometermæssige dage ind mod Ft. William, som jeg stadig ville nå på tredjedagen, og derfor være ‘on target’ for resten af ruten. Det ville også betyde, jeg kun skulle rette min rute til de første tre dage. Som sagt så gjort.
Jeg flyver til Edingburgh den 11. maj, hvor jeg lander omkring k. 14.30. Jeg skal gerne nå en bus til Glasgow så hurtigt som muligt, da jeg skal købe en gas patron til min Jetboil, inden jeg stiger på toget og den 5 timer lange tur til Lochailort. Lige inden jeg når frem kører vi over viadukten ved Glenfinnan, der er kendt fra Hogwarts Expressen og Harry Potter filmene, det er desværre nok mørkt når vi passerer. Jeg er først fremme kl. 23. Jeg har ikke planlagt nogen overnatning, så regner bare med at puste underlaget op og sove i nærheden af stationen indtil næste morgen.
Dag 1 byder på morgenmad og indskrivning på Lochailort Inn inden, jeg går ned af asfaltvejen, drejer til venstre og forsvinder ind i højlandet retning nordpå. Ved Loch Beoraid drejer jeg mod vest. Jeg følger den indtil jeg krydser Ruighe Breac floden og fortsætter op gennem Glen Donn, og over Finnan floden. Dagen slutter med en brat stigning over passet, der fører mig ned til min første wild camp ved Dubh Lighe floden. I alt ca. 22 km og 1100 højdemeter.
Dag 2 starter med at krydse Dubh Lighe og følge den sydpå indtil Bothyen (lille hus). Her krydser jeg over til næste dal, hvor floden Fionn Lighe flyder. Den følger jeg nordøst indtil foden af Meall A Phuibill, hvor jeg krydser over til næste dal som er Glen Suileag. Her går det op til Druim Fada ryggen som jeg følger vestpå indtil wild camp dag 2 helt i vest enden. Her skulle jeg gerne have kig til Ft. William og Ben Nevis, som er slutmålet for den næste dag. I alt ca. 20 km og 1100 højdemeter.
Dag 3 byder på nedgang mod Torcastle, hvor en tunnel fører mig under kanalen og ind på The Great Glen Way som følger kanalen sydpå forbi Neptunes Staircase, og ind gennem Ft. William. Her skal jeg genforsyne inden, jeg følger West Highland Way ud til Glen Nevis og campingpladsen ved foden af Ben Nevis. Her regner jeg med at slå telt op, snuppe et bad og lade batterierne op indtil næste etape. I alt ca. 18 km og 300 højdemeter.
Dag 4 starter med at tage mig rundt om Ben Nevis ind i Glen Nevis og langs Water of Nevis. Efter den turistede del bliver ruten eftersigende meget våd og smattet jo længere du kommer ind i bjergene. Planen er at følge dalen helt indtil Bothyen Stainoag, som næsten er ved den store Loch Treig. I alt omkring 23 km med ikke så meget stigning på.
Dag 5 gryer med at gå rundt om sydenden af Loch Treig og krydse jernbanen mellem Glasgow og Ft. William (jeg kørte forbi på dag 0) indtil vestenden af Loch Ossian, der fører mig forbi den meget fancy Corrour Shooting Lodge og op gennem passet Beleach Dubh. Her fortalte min rute godkender Les, at der lå et velbevaret vrag af et Wellington bombefly fra Anden Verdenskrig. Indtil jeg går ned til wild camp dag 5. I alt ca. 23 km og 600 højdemeter.
Dag 6 tager mig i en nordøstlig retning mod den lille by Dalwhinnie, som har et whisky destilleri. Inden skal jeg henover bjergryggen The Fara, som jeg har fået at vide er fantastisk med udkig nedover Loch Ericth og ind i Cairngorm bjergene. I Dalwhinnie skulle der ligge en lille shop, men jeg overvejer at sende et maildrop dertil med lidt frysetørret og nogen rene sokker. Jeg går lige de sidste 5-6 km ud til Loch Cuiach, hvor jeg wild camper. I alt ca. 27 km med 900 meter stigning.
Dag 7 bliver interessant, da jeg starter med at følge foden af Meall (rund bakke) Chuaich rundt til bredden af Altt Bhran floden. Her er broen forsvundet i en vinterstorm for nogen år siden, så jeg håber vandstanden er lav nok til at vade over, hvis ikke kræver det en detour på 5 km, for at krydse over en dæmning længere sydpå. På den anden side af floden drejer jeg mod vest nordvest og følger terrænet ind i den store Glen Feshie, hvor jeg følger Feshie floden nordpå indtil jeg kan krydse ved broen inden Achleum. Her skal jeg tjekke ind til Challenge kontrol for at høre om vejrudsigten, for hvis vejret er af H til så er det nordlige Larig Ghru pas lukket, og jeg tage min FWA rute sydpå og en lavtliggende rute indtil byen Braemar midt i Cairngorm bjergene. Jeg regner selvfølgelig med at tage min planlagte rute, der tager mig nordpå ud gennem Fleshie dalen til wild camp inden Feshiebridge. I alt en 30 km med 300 meter stigning.
Dag 8 tager mig gennem Moor of Feshie langs Loch an Eilin indtil jeg drejer ind i Larig Ghru passet som skal tage mig op og ind i Cairngorms forbi Pools of Dee, som er kilden til den store Dee flod, som flyder hele vejen ud til Aberdeen. Det er Skotlands mest berømte pas og regnes for et højdepunkt på turen, som jeg meget ser frem til. Jeg wild camper inde i passet i nærheden af Corrour Bothy og foden af Ben Macdui bjerget. I alt ca. 25 km med 800 meter stigning.
Dag 9 følger Dee floden et kort stykke inden jeg drejer rundt om Cairn Crom og vestpå i Glen Lui indtil Mar Lodge, der ligger ved Dee. Her bydes alle Challengere på en lille kop et eller andet i en social event. Derefter fortsætter jeg langs vejen indtil byen Braemar, hvor jeg skal genforsyne inden jeg slår teltet op på campingpladsen uden for byen. I alt omkring 25 km med mindre stigninger undervejs.
Dag 10 er en relativ kort dag, så jeg regner med at sove længe, inden jeg forlader Braemar, måske finde en brunch eller lignende inden jeg går sydpå ud til Auchallatter, hvor jeg drejer ind i Glen Callatter og ud til Loch Callatter. Her begynder Jock’s Road, som er navngivet efter en forkæmper for retten til fri bevægelse på privat jord i Skotland engang i 1800 something. Selve vejen er en sti, der tager dig ud gennem dalen og op over et pass for at krydse Crow Craigies inden det går ned i den store Glen Doll, hvor jeg wild camper ved Doll floden. Ca. 20 km og stigninger på 1000 meter.
Dag 11 begynder med en asfalt vej ned gennem Glenn Clova inden jeg drejer af ved Clova Inn (morgenmad eller tidlig frokost) og går 800 meter op til Loch Brandy og Green Hill. Her følger jeg højlandet indtil Loch Lee, Hill of Rowan og ind i den lille by Tarfside. Her skulle der igen være en social event, som velkomst til de Challengere, der nu er i byen. Jeg regner med at finde en lille sted at slå mit telt op. I alt ca. 26 km og 900 meter stigning.
Dag 12 tager mig langs floden North Esk, hvorefter jeg krydser over Stobie Hillock ned til floden Dye og tættere på østkystens lavland og store byer. Efter at have krydset The Old Military Road kommer jeg ind i Bog of Saughs (Sukkenes mose?) forbi nogen store vindmølle områder. Henunder aften træder jeg ind i Fetteresso skoven. Jeg wild camper efter ca. 30 km og 500 meter stigning.
Dag 13 er en vandring ud gennem den halvstore skov indtil jeg rammer vejen, der tager mig indtil byen Stonehaven, som jeg passerer igennem ud til kysten og de sidste 4 km kystvandring ned mod det meget berømte Dunottar Castle, som har været kulisse i utallige film. Her dypper jeg foden i havet, tager en selfie og finder en bus, der tager mig til byen Montrose en times kørsel sydpå, hvor der er fælles middag om aftenen for dem, der slutter den dag. Jeg regner med at overnatte på et hotel eller B&B. Omkring 28 kms vandring denne dag.
Hele turen i tal, ca. 320 km og 7700 højdemeter på 13 dage. Hvilket er 24,6 km og 590 meter stigning om dagen i gennemsnit. 10 wildcamps, tre campingpladser og en B&B. Genforsyning i Ft. William på dag 3, Dalwhinnie på dag 6 og Braemar på dag 9.
Sidste dag står på tog til Edingburgh og en flyver hjem til DK efter en forhåbentlig fantastisk tur.
Du kan se min foreløbige pakkeliste her.
