Ultralight Pedestrian

med en minimalistisk tilgang til tilværelse, tanker og friluftsliv

rutemarkering2

Ruten er markeret med disse skilte hele vejen her omkring Allinge Sandvig

For nogle år siden gik jeg Bornholm rundt langs kyststien sammen med Moses og Knut, det var i november måned, og vi gik ruten uret rundt om øen. Jeg fik vist aldrig skrevet om den tur selvom, den var god, så det forsøger jeg lige, at råde bod på med at gå ruten endnu engang, bare i den modsatte retning.

mosesogknut

Moses og Knut ved Helligdomsklipperne i november 2015

Jeg havde afsat fire overnatninger til turen, hvilket betød stiens 115 eller 120 km (afhængig af hvem du spørger), skulle tilbagelægges med en ca. opdeling på 10-30-30-30 og 15 km. Ruten kan ses på viewranger her, og jeg kan også anbefale Frits Ahlefeldts guide til Bornholm rundt, som du kan finde her.

førstemorgen

Første camp ved Arnager

En af de mange gode ting ved Bornholm er at den kaldes for solskinsøen og at terrænet er exceptionel varieret hele vejen rundt med sandstrande i syd og øst, der giver vej til klippekyst og stigninger mod nord og vest. Hele vejen rundt har du fantastisk view af havet, og de byer du passerer byder på  lækker fiskebuffer (vi fik en i Gudhjem) og gode is.

lostcoast

Sydkystens sandstrand komplet med træer og havgus gav det en ‘Lost Coast’ fornemmelse

Eneste minus er manglen på lejrpladser, men det kan du løse med lidt spørgen rundt, og lidt tyvcamping som en af deltagerne udtrykte det. Skal lige siges, vi var lidt uden for sæson, så vi fik bl.a. lov til at slå telte op tæt på kysten ved Snogebæk havn.

nielsvandrer

Vejret var til shorts om dagen, her i sydkystens klitter og plantager

Vi ankom onsdag aften med færgen fra Ystad kl. 19.45. Vi havde sat os for at vandre de første 10 km ud til Arnager, hvor Moses havde fortalt mig, der lå to sheltere. Dem fandt vi først dagen efter, så i stedet slog vi teltene op lige øst for Arnager i mørke. Jeg vågnede allerede tidligt torsdag morgen ved fuglenes pippen. Erik, som jeg har været på tur med før, var også oppe, så ham og jeg tog fusen på Henrik, det tredje medlem af vores lille trio, ved at meddele ham, at nu gik vi. Lydene fra Henriks telt blev straks mere pakke målrettede, og han kom hurtigt til syne.

ensomvandrer

Henrik øst for Dueodde på vej op mod Snogebæk langs stranden

Ruten går primært langs stranden, men væver sig op og ned i klitterne og ind i plantagerne. Omkring Raghammer var bolden i skydeterænnet hejst, så vi måtte pænt uden om for ikke at blive snipet med den 12,7 mm riffel, de bl.a. lå og skød med. Jeg fik hverken lov til at skyde eller tage billede af den, men den er stor og gør ondt at blive ramt af.

rutemarkering

Op og ned af stranden og ikke altid på så flotte trapper

Vi fortsætter mod Dueodde fyr, hvor vi får os et hvil og en is inden vi begiver os ud på de flotte hvide sandstrande og dagens sidste kilometer ind mod Snogebæk. Her havde isdamen fortalt os, der lå et shelter og man kunne slå telte op tæt på havnen. Vi ankommer sen eftermiddag. Vinden er lidt kold efterhånden som solens magt tager af. Vi er i poserne tidligt og sover godt til fredag morgen.

morgensnogebæk

Mit Tarptent Stratospire 1 ved solopgang i Snogebæk havn fredag morgen

Jeg er igen tidligt oppe og frisk, så jeg begiver mig afsted nordpå langs den berømte Balka strand. Morgenen er solfyldt og flot, men stadig kold. Den svenske producent Revolution Race har foræret mig et sæt Bamboo Skin, som jeg har med for at teste og anmelde, når jeg har en mere uddybende mening end de her fire dage kan give. Denne morgen har jeg dem på under mine shorts, og jeg har sovet i trøjen.

Østkysten begynder efter Balka og Neksø at blive mere stenet og stien går langs kysten ikke på kysten. Ret hurtigt bliver jeg passeret af Henrik med et, ‘vi ses i Svaneke!’

skanser

Ruten følger her gamle skanser som er overalt på Bornholms kyst

På torvet i Svaneke holder vi opsamling med en kop kaffe inden vi spiser is i havnen og begynder at gå mod næste by som er Gudhjem. Jeg har en hemmelig plan om at ramme Gudhjem i tide til fiskebuffeten i det gamle røgeri på havnen. Det sidste stykker ind mod Gudhjem gås i forrygende sommervejr og varme, hvilket også kræver en længere siesta i en læggestol på havnen i den lille by Listed.

solnedgangfiskere

Hele vejen rundt så vi en del fiskere på jagt efter ørred, her i solnedgangen om fredagen

Efter fiskebuffeten i Gudhjem lister vi de sidste to kilometer ud til Salene bugten, hvor vi tyvcamper ved stranden sammen med en gruppe fiskere på jagt efter ørred.

takelessdomore

Vandrestavenes visdom

Lørdag morgen starter med det kuperede terræn omkring Helligdommens klipper, som er en række navngivet klipper der ligger forneden af de stejle skrænter på nordsiden af Bornholm. Efter dem kommer ruten på lidt asfalt omkring de tre byer Tejn, Sandvig og Allinge, men du kommer også ud og går langs klipperne ved kysten.

erikholdersigforørene

Kanoner afprøves af Erik omkring skanserne ved Svaneke

I Allinge holder vi en pause inden vi går ud på Hammerknuden og mod fyret. Hammeren er kendt for sit smukke og vilde terræn. Det er også herude det gamle berømte slot Hammerhus ligger. Her har de bygget et nyt besøgscenter, som Henrik og jeg går op og inspicerer mens Erik fortsætter ned langs kysten.

hammeren

Vandring ude på Hammerknuden nord for Hammerhus

Vi mødes igen ved stenbruddet omkring Ringebakkerne. Jeg fortsætter ned mod Askebæk og slår lejr der, da jeg ikke gider ligge inde i stenbruddets skygger. Her finder jeg en fantastisk lejr med udsigt til solnedgang og en lille bæk med frisk vand bagved.

hammershus

Den imponerende ruin af Hammershus set fra det nye besøgcenter

Aftenen går med at sidde uden for teltet med benene i soveposen og læse på min kindle mens solen langsomt synker i havet. Hold nu op, vi har været heldige med vejret på denne tur.

sidsteaftencamp

Den sidste aften nydes i fulde drag mens solen langsomt går ned

Søndag morgen går vi de sidste 15 km ind mod Rønne og færgen, der skal tage os tilbage til Ystad og hjem.

Sovesystem:

Montbell Downhugger 900 #2, Thermarest Prolite Small og sitpad fra Gossamer Gear til at have under benene om natten. Soveposen var måske lige varm nok, og jeg havde nok kunne klare mig med #5 modellen i stedet, men det er nu rart ikke at fryse om natten.

Rygsæk:

Gossamer Gear Gorilla Pack, den er en god størrelse til en 4-5 dages tur, og jeg har fået modificeret den interne ramme, så den går ned i hoftebæltet, så den teoretisk kan bære vægt lidt bedre.

Shelter:

Jeg regner med at bruge mit Tarptent Stratospire på min krydsning af Skotland næste måned, så jeg havde det med for at få en god fornemmelse og vane med det inden den tur. Til denne tur var det overkill, og jeg havde sagtens kunne klare mig med min Hyperlite Tarp.

Tøj og sko:

Jeg havde medbragt en merino t-shirt, og sammen med min Vindbreaker fra Montbell og gamle GoLite shorts var det alt rigeligt i løbet af de fleste dage. Til om aftenen havde jeg Bamboo sættet og en tynd fiberjakke fra Berghaus. De lange bukser var fra Montane i det vejrudsigten så for varm ud til Lundhags. Jeg havde mine Altra Lone Peak sko på, som jeg havde planlagt skulle med mig til Skotland. Det bekymrer mig bare lidt at knopperne under trædepuderne allerede er godt nedslidte, hvilket ikke gør så meget på Bornholms relative gode tørre stier, men alt andet lige betyder dårligt fæste i et vådt skotsk føre. Jeg er i tænkeboks om ikke, det betyder, jeg er nød til at finde en anden sko til Skotland. I så tilfælde bliver det nok en Roclite 315 fra Inov8, da jeg ikke kan skaffe en Altra inden. Jeg er lidt skuffet i det, de kun har gået en ca. 400 km, hvor noget godt nok har været i stenet terræn i Pyrenæerne, men alligevel. Vandrestave er de tredelte fra Gosammer Gear

Fotos er taget på Sony Xperia og Canon Powershot G16

Herunder en lille hurtig ‘sunset’ video fra sidste aften.

Billede 16-09-2015 14.54.12

September hiking in Jotunheimen in 2015 (Photo Knut Korzcak)

I have some favorite gear that I call my go to gear, that is supposed to work for most of the time in most seasons. For some strange reason I have never really found THE pair of go to pants for hiking. It goes without saying that a pair of go to pants for lightweight hiking has to be… well lightweight. In my on going search I was given a pair of Lundhags Makke pants a couple of years ago by the Danish importer of Lundhags STM Sport. The deal was for me to use the pants for a prolonged period and review them on my blog. I am finally happy to fulfill my end of the bargain with this long-term review. All though I was given the pants free of charge, my review is my own subjective opinion of the pants.

The facts:

The pants are made by Lundhags and are named after a Swedish mountain in Jämtland. The pants are made of 65 % recycled polyester and 35 % organic cotton (just like a certain G1000 material from a well-known competitor). There is a lot of Schoeller Dry Skin softshell stretch material on areas that will enhance movement and flexibility. The hem and instep is protected by reinforced Schoeller Keprotec material.

The pants oozes of quality and are very well made (in Vietnam) and my two plus years of use is visible on them, but only as a sort of enhanced patina, all though the DWR (water repellent) has worn of. Despite the obvious quality of the pants, the zipper on the left waist pocket gave away after a few months of use. A local tailor repaired it for me, so a minor annoyance. The fit is tight and slim, which is fine with me as they have a lot of stretch in the right places. Initially when you put them on, you think it will be difficult to move easily when wearing them, but as soon as you get going in the mountains, they surprise you and let you move freely and with complete confidence. You can also get away with not wearing a belt with them, as they have an adjustment strap at the waist.  They also have a hook at the hem to secure them to your shoes. My pair weighs 441 grams which I find is very competitive for such a fully featured pair of pants in size large/52.

In all they have:

  • Waist adjustment with velcro
  • Two zippered hand pockets
  • Two zippered thigh pockets
  • Inseam ventilation zippers on inner thighs
  • Lower legs zippered ventilation can also help when putting them on with shoes on
  • Adjustment at the hem
  • Hook at the hem for the boot or shoe
  • Weigh 441 gram in size large/52
2016-09-07 13.41.41

Once more September hiking in Jotunheimen in 2016

Time

I have had the pants since august 2015 and have used them on and off for many outdoor outings when hiking, canoeing og teaching outdoor skills. A sound estimate would be at least a 100+ days of use and abuse in total, and they will most likely come with me to Scotland in May on the TGOC and many more trips in the future.

Innovations

The material is not that innovative in itself, as many outdoor companies make garments in that blend of polyester and cotton. But I find the placement and use of stretch panels and the Schoeller Dry Skin material to be well thought out and innovative giving a particularly good freedom of movement. The hem material is also hardwearing when walking through underbrush, and still very light so as not to hinder your lower legs movement. It is also the only pair of pants with inner thigh ventilation that I have seen and used, all though this feature I have only really used once, and is not something I go for in pants for hiking. If I expect it to be warm I pack a pair of lightweight shorts and generally use them instead of venting.

Quality

The quality of the garment is very good. That a zipper came lose for me after little use is probably down to chance, and I am sure that Lundhags would have fixed it for me on the warranty if I had reported it. I will have to say that the price on them is quite high, so then I also expect top notch quality all around, and that it also what you get.

IMG_0981

Wet areas in Thy National Park, they dry fairly quick

Conclusion

Are they the perfect pair of outdoor pants for me? No, but they come very very close, if only they would remove one leg pocket and the ventilation zips on the inner thighs, then yes they would be perfect for me and weigh a little less. Would I buy them at full price? That is a tricky question, because you do get top quality for the price, but again they have some features that I could do without. Bottom line is that they are the best hiking pants I have and have seen more use by me than any other pair of outdoor pants I own. They have my recommendation and are among my favorite go to pants for hiking in spring and autumn! They also come in a range of cool colors, espcially the blue ones look really cool.

Where to buy them:

Lundhags is a well-known brand that can be bought many places in Denmark and abroad. STM Sport the Danish importer can advice if you contact them.

2018-02-09 15.13.04

Starten på stien i Varde

Jeg begyndte for en del år siden et meget løst projekt om at gå Danmark rundt langs kysterne. I slutningen af 2013 gik jeg bl.a. fra Løkken til Ålbæk og igen i juli 2014 gik jeg Gendarmstien i det sydlige Jylland. Der er flere turrapport her på min blog, men ikke alle ture er blevet blogget. I alt har jeg efterhånden nået Jyllands vestkyst, hele Sjælland rundt (minus Guldkysten), Øhavsstien på Fyn, men ikke siden Bornholm rundt i 2016 har jeg vandret i Danmark. Jeg synes, derfor jeg ”skyldte” mig selv en ny tur i Jylland. Et indlæg fra Thure Fuhrmann Kjær, som er en af, de der ”syg i potten” ultraløbere, der løber solen sort, vakte min interesse for Kyst til Kyst stien på tværs af Jylland. Jeg havde ellers for længst afskrevet den som uinteressant og under min værdighed, grundet jeg tidligere havde travet Bindeballestiens asfalt på Hærvejen. Thure havde løbet fra Varde til Bække eller så var det den anden vej, og beskrev ruten som interessant med masser af natur.Den har også fået sin egen hjemmeside, så efter lidt research besluttede jeg mig for, at det ville være en god træningstur til TGO’en i maj. Jeg slog turen op som en begivenhed på min facebook side Ultralight Pedestrian, hvis der nu var andre, der havde lyst til at vandre med.

2018-02-09 16.11.03

Terrænets beskaffenhed

Fredag den 9. maj mødtes vi tre mand ved Varde station kl. 15, og efter lidt ”sparken dæk” i form af snak omkring udstyr og rygsække fandt vi ned til Varde å og begyndte at følge den markerede rute ud af byen langs åen. Kyst til Kyst stien har det rygte at være meget våd, denne gang var underlaget nu mere iset end vådt, så min teori om at afprøve neopren sokker i vådt føre. havde jeg opgivet i det temperaturen stod i blå hele weekenden. At møde nye mennesker er altid hyggeligt. Landskabet var flot, snakken gik og solen var på vej ned.

2018-02-09 16.17.31

Solen på vej ned over Varde Å

Omkring mørkets frembrud ramte vi lejrpladsen i Nørbæk Plantage tæt på Karlsgårde Sø. De to sidste deltagere til turen og deres to hunde ankom til lejren mens, vi var ved at gøre et ihærdigt forsøg på at få gang i et bål med vådt brænde. Aftenen var kold og manglen på bål kunne mærkes, også selvom min gamle soldaterkammerat Martin dukkede op med kage til en hyggelig sludder. Kort efter hans afgang hoppede jeg i posen med frosne tæer, der tog en rum tid at varme op, også selvom jeg havde taget mine dunfutter med til at sove i. Mit sovesystem til denne tur består af min As Tucas nul grader quilt og en Cumulus Magic 125 dun inderpose. Med omkring minus fire til fem grader, var det lige i underkanten og i løbet af natten, tog jeg min varme jakke på nede i posen og sov videre.

2018-02-10 09.54.29

Kold start lørdag morgen

Næste morgen vågnede jeg, da det blev lyst og tro mod min rutine pakkede jeg sammen og var klar til at gå i løbet af relativ kort tid. Specielt på kolde morgener, som denne synes jeg, det er rarest at komme på sporet og få varmen inden, der spises morgenmad efter en lille times vandring. Ruten tog os langs nordbredden af Karlsgårde Sø. I den østlige ende lå en lejr plads mere med shelter. Her stoppede vi og spiste morgenmad. Herefter følger man Holme Å øst nordøst forbi Nordenskov. Det er tydeligt at se at vandvejen engang har haft stor betydning for erhverv, i det noget af ruten er på pram stier og, der passeres både nedlagte og aktive dambrug, hvor der opdrættes ørred.

2018-02-10 14.46.58

#abandonedplace = gammelt dambrug

Omkring frokost ramte vi den lille by Starup/Tofterup, hvor en detour til den lokale daglig brugs fik kagehumøret lidt op i kulden. Vi fortsatte gennem Tofterup, og tilbage på ruten går vi stadig langs Holme Å. Vi rammer Baldersbæk Plantage, som giver et afbræk fra det åbne landskab, vi har gået igennem indtil nu.

lejr2

Lørdagens lejr med Zapcks og Tarptent telte samt min Hyperlite Tarp (foto Jim Kay)

Dagens endestation er lejrpladsen lige inden Hovborg by. Tonni som er en af deltagerne siger vi har gået 32 km, min krop og erfaring siger nok 27 eller 28, men who cares. Dagen igennem har været grå og skyet, og mens jeg sætter min tarp op, begynder det at sne og blæsten tager til.

2018-02-10 15.17.17

Landskabet er meget varieret langs ruten, her er det f.eks. hede

Lejren er desværre meget åben for vinden, og jeg sætter derfor min tarp så, den giver læ i vindsiden. Bagefter laver vi et godt bål, der brænder lystigt, og giver god varme, indtil vi hopper i poserne. Jeg vågner omkring midnatstid fordi, der er godt gang i blæsten, men min tarp holder fint og jeg har relativ god læ nede i min bivibag, så jeg falder hurtigt i søvn igen.

2018-02-10 14.59.30

Både Varde Å og Holme Å krydses utallige gange langs ruten

Søndagen gryer omkring klokken 7, og efter at have pakket sammen mødes vi nede en åben bygning ved campingpladsen i Hovborg, hvor vi spiser morgenmad. Det blæser en del og vejrudsigten har lovet en del sne om formiddagen og regn om eftermiddagen, så jeg er lidt rastløs for at komme afsted mod endestationen i Bække.

2018-02-11 09.11.29

Vejret viser tænder søndag formiddag

Vejret sænker vores tempo, og sneen på de dårlige spor langs åen gør det svært at gå i, da du ikke kan se huller og ujævnheder. Resultatet er da også, at jeg vrikker rundt et par gange, og næsten glider sidelæns ned i åen på et smalt sted. Dagens vandring er langs naturstier i det åbne landskab mellem de levende hegn, der afgrænser markerne.

2018-02-11 10.51.40

Matchende skaltøj, måske vi trænger til lidt farve i det danske vandreliv

De sidste to kilometer ind mod Bække er på asfaltvej mens der falder slud. Jeg tanker op på kaffe og kage i Brugsen inden, jeg hopper ombord på bussen til Vejle og toget hjem til Hillerød. I alt har vi gået omkring 60 km fra fredag kl. 15 til søndag kl. 13. Vejrmæssigt bød turen på alt fra sol til sne om end det var konstant koldt og specielt søndag bød på høj windchill. Jeg havde ikke noget grej med, som ikke kom i brug undervejs. Her er detaljerne om de tre store.

Sovesystem:

As Tucas Apex 167 quilt, Cumulus Magic 125 inderpose, Katabatic Bristlecone Bivy og Exped Hyperlite Downmat

Rygsæk:

Gossamer Gear Gorilla Pack

Shelter:

Hyperlite Mountain Gear Dyneema Composite Tarp og otte Ruta Locura kulfiber pløkke

mig

Gorilla pack og skaltøj! (foto Jim Kay)

tgo0902

Broen over floden Carnach, der nu er væk (billede lånt fra nettet)

Jeg har tidligere skrevet lidt om min rute til The Great Outdoors Challenge og baggrunden for valg af netop den. En af de ting, der er lidt specielt ved netop TGOC er at ruten skal godkendes af en såkaldt ‘vetter’. Det blev min rute allerede i december. Her for lige over en uge siden fik jeg så en mail fra min vetter om, at den bro over floden Carnach jeg havde planlagt at krydse den første dag, nu var væk og at der ikke ville være en ny oppe her til maj. Problemet var at min rute startede i noget af det mest uberørte område i vest Skotland, og der var ikke rigtig nogen alternativer til at krydse Carnach floden for mig, hvis jeg skulle sydpå mod Ft. William og Glen Nevis. På en god dag mente de nok at det ikke ville være noget problem at vade Carnach (se billede), men på en uvejrsdag hvor vandstanden og hastigheden ville være større, så var det en sikkerhedsrisiko de ikke ville acceptere.

TGO route

Hele ruten fra Lochailort i øst til Dunottar Castle i vest

Jeg skulle derfor levere en FWA (foul weather alternative) til at krydse Carnach. En sådan ville tage mig alt for langt nordpå og lægge næsten en hel dag til min rute. Så efter lidt mails frem og tilbage med mine ‘vetters’ Les og Issy (fantastiske navne) og en del luren på elektroniske kort, foreslog jeg en start i byen Lochailort istedet, som ligger sydligere end Mallaig, som var den oprindelige start by. Jeg ville misse oplevelsen af halvøen Knoydart med dens afsidesliggenhed og helt undgå floden Carnach. I stedet ville jeg få nogen kortere kilometermæssige dage ind mod Ft. William, som jeg stadig ville nå på tredjedagen, og derfor være ‘on target’ for resten af ruten. Det ville også betyde, jeg kun skulle rette min rute til de første tre dage. Som sagt så gjort.

Jeg flyver til Edingburgh den 11. maj, hvor jeg lander omkring k. 14.30. Jeg skal gerne nå en bus til Glasgow så hurtigt som muligt, da jeg skal købe en gas patron til min Jetboil, inden jeg stiger på toget og den 5 timer lange tur til Lochailort. Lige inden jeg når frem kører vi over viadukten ved Glenfinnan, der er kendt fra Hogwarts Expressen og Harry Potter filmene, det er desværre nok mørkt når vi passerer. Jeg er først fremme kl. 23. Jeg har ikke planlagt nogen overnatning, så regner bare med at puste underlaget op og sove i nærheden af stationen indtil næste morgen.

Dag 1 byder på morgenmad og indskrivning på Lochailort Inn inden, jeg går ned af asfaltvejen, drejer til venstre og forsvinder ind i højlandet retning nordpå. Ved Loch Beoraid drejer jeg mod vest. Jeg følger den indtil jeg krydser Ruighe Breac floden og fortsætter op gennem Glen Donn, og over Finnan floden. Dagen slutter med en brat stigning over passet, der fører mig ned til min første wild camp ved Dubh Lighe floden. I alt ca. 22 km og 1100 højdemeter.

Dag 2 starter med at krydse Dubh Lighe og følge den sydpå indtil Bothyen (lille hus). Her krydser jeg over til næste dal, hvor floden Fionn Lighe flyder. Den følger jeg nordøst indtil foden af Meall A Phuibill, hvor jeg krydser over til næste dal som er Glen Suileag. Her går det op til Druim Fada ryggen som jeg følger vestpå indtil wild camp dag 2 helt i vest enden. Her skulle jeg gerne have kig til Ft. William og Ben Nevis, som er slutmålet for den næste dag. I alt ca. 20 km og 1100 højdemeter.

Dag 3 byder på nedgang mod Torcastle, hvor en tunnel fører mig under kanalen og ind på The Great Glen Way som følger kanalen sydpå forbi Neptunes Staircase, og ind gennem Ft. William. Her skal jeg genforsyne inden, jeg følger West Highland Way ud til Glen Nevis og campingpladsen ved foden af Ben Nevis. Her regner jeg med at slå telt op, snuppe et bad og lade batterierne op indtil næste etape. I alt ca. 18 km og 300 højdemeter.

Dag 4 starter med at tage mig rundt om Ben Nevis ind i Glen Nevis og langs Water of Nevis. Efter den turistede del bliver ruten eftersigende meget våd og smattet jo længere du kommer ind i bjergene. Planen er at følge dalen helt indtil Bothyen Stainoag, som næsten er ved den store Loch Treig. I alt omkring 23 km med ikke så meget stigning på.

Dag 5 gryer med at gå rundt om sydenden af Loch Treig og krydse jernbanen mellem Glasgow og Ft. William (jeg kørte forbi på dag 0) indtil vestenden af Loch Ossian, der fører mig forbi den meget fancy Corrour Shooting Lodge og op gennem passet Beleach Dubh. Her fortalte min rute godkender Les, at der lå et velbevaret vrag af et Wellington bombefly fra Anden Verdenskrig. Indtil jeg går ned til wild camp dag 5. I alt ca. 23 km og 600 højdemeter.

Dag 6 tager mig i en nordøstlig retning mod den lille by Dalwhinnie, som har et whisky destilleri. Inden skal jeg henover bjergryggen The Fara, som jeg har fået at vide er fantastisk med udkig nedover Loch Ericth og ind i Cairngorm bjergene. I Dalwhinnie skulle der ligge en lille shop, men jeg overvejer at sende et maildrop dertil med lidt frysetørret og nogen rene sokker. Jeg går lige de sidste 5-6 km ud til Loch Cuiach, hvor jeg wild camper. I alt ca. 27 km med 900 meter stigning.

 

Dag 7 bliver interessant, da jeg starter med at følge foden af Meall (rund bakke) Chuaich rundt til bredden af Altt Bhran floden. Her er broen forsvundet i en vinterstorm for nogen år siden, så jeg håber vandstanden er lav nok til at vade over, hvis ikke kræver det en detour på 5 km, for at krydse over en dæmning længere sydpå. På den anden side af floden drejer jeg mod vest nordvest og følger terrænet ind i den store Glen Feshie, hvor jeg følger Feshie floden nordpå indtil jeg kan krydse ved broen inden Achleum. Her skal jeg tjekke ind til Challenge kontrol for at høre om vejrudsigten, for hvis vejret er af H til så er det nordlige Larig Ghru pas lukket, og jeg tage min FWA rute sydpå og en lavtliggende rute indtil byen Braemar midt i Cairngorm bjergene. Jeg regner selvfølgelig med at tage min planlagte rute, der tager mig nordpå ud gennem Fleshie dalen til wild camp inden Feshiebridge. I alt en 30 km med 300 meter stigning.

Dag 8 tager mig gennem Moor of Feshie langs Loch an Eilin indtil jeg drejer ind i Larig Ghru passet som skal tage mig op og ind i Cairngorms forbi Pools of Dee, som er kilden til den store Dee flod, som flyder hele vejen ud til Aberdeen. Det er Skotlands mest berømte pas og regnes for et højdepunkt på turen, som jeg meget ser frem til. Jeg wild camper inde i passet i nærheden af Corrour Bothy og foden af Ben Macdui bjerget. I alt ca. 25 km med 800 meter stigning.

Dag 9 følger Dee floden et kort stykke inden jeg drejer rundt om Cairn Crom og vestpå i Glen Lui indtil Mar Lodge, der ligger ved Dee. Her bydes alle Challengere på en lille kop et eller andet i en social event. Derefter fortsætter jeg langs vejen indtil byen Braemar, hvor jeg skal genforsyne inden jeg slår teltet op på campingpladsen uden for byen. I alt omkring 25 km med mindre stigninger undervejs.

 

Dag 10 er en relativ kort dag, så jeg regner med at sove længe, inden jeg forlader Braemar, måske finde en brunch eller lignende inden jeg går sydpå ud til Auchallatter, hvor jeg drejer ind i Glen Callatter og ud til Loch Callatter. Her begynder Jock’s Road, som er navngivet efter en forkæmper for retten til fri bevægelse på privat jord i Skotland engang i 1800 something. Selve vejen er en sti, der tager dig ud gennem dalen og op over et pass for at krydse Crow Craigies inden det går ned i den store Glen Doll, hvor jeg wild camper ved Doll floden. Ca.  20 km og stigninger på 1000 meter.

Dag 11 begynder med en asfalt vej ned gennem Glenn Clova inden jeg drejer af ved Clova Inn (morgenmad eller tidlig frokost) og går 800 meter op til Loch Brandy og Green Hill. Her følger jeg højlandet indtil Loch Lee, Hill of Rowan og ind i den lille by Tarfside. Her skulle der igen være en social event, som velkomst til de Challengere, der nu er i byen. Jeg regner med at finde en lille sted at slå mit telt op. I alt ca. 26 km og 900 meter stigning.

Dag 12 tager mig langs floden North Esk, hvorefter jeg krydser over Stobie Hillock ned til floden Dye og tættere på østkystens lavland og store byer. Efter at have krydset The Old Military Road kommer jeg ind i Bog of Saughs (Sukkenes mose?) forbi nogen store vindmølle områder. Henunder aften træder jeg ind i Fetteresso skoven. Jeg wild camper efter ca. 30 km og 500 meter stigning.

Dag 13 er en vandring ud gennem den halvstore skov indtil jeg rammer vejen, der tager mig indtil byen Stonehaven, som jeg passerer igennem ud til kysten og de sidste 4 km kystvandring ned mod det meget berømte Dunottar Castle, som har været kulisse i utallige film. Her dypper jeg foden i havet, tager en selfie og finder en bus, der tager mig til byen Montrose en times kørsel sydpå, hvor der er fælles middag om aftenen for dem, der slutter den dag. Jeg regner med at overnatte på et hotel eller B&B. Omkring 28 kms vandring denne dag.

Hele turen i tal, ca. 320 km og 7700 højdemeter på 13 dage. Hvilket er 24,6 km og 590 meter stigning om dagen i gennemsnit. 10 wildcamps, tre campingpladser og en B&B. Genforsyning i Ft. William på dag 3, Dalwhinnie på dag 6 og Braemar på dag 9.

Sidste dag står på tog til Edingburgh og en flyver hjem til DK efter en forhåbentlig fantastisk tur.

Du kan se min foreløbige pakkeliste her.

 

 

 

2014-08-14 12.30.50

På toppen af Nord Amerikas farligste bjerg i White Mountains på Applachian Trail

Jeg husker, jeg for nogen år siden, så en film kaldet ’Nordwand’ om nogen af de første pionere, der forsøgte sig med at klatre den farlige nordside af Eiger i Alperne. Filmen er meget værd at se selvom, der er digtet lidt på indhold for underholdningens skyld. Filmen ender tragisk ligesom den rigtige ekspedition gjorde. Noget interessant jeg lagde mærke til i filmen er bl.a. deres påklædning, som tydeligvis er kreativt sammensat og lånt fra andre tøjsystemer, en anden ting er hvordan de selv syer, og laver udstyr, der skal bruges til opstigningen. Deres tøj i filmen reflekterer meget godt, hvordan det var på det tidspunkt, før alverdens tekniske alpine systemer. Tøjet dengang var ofte en blanding af uld, silke og bomuld. Stoffer som stadig er relevante, så på den front er der måske ikke sket så meget, men måske så alligevel, og det vender jeg tilbage til senere. Dengang i 1936 var der ikke en decideret outdoor tøj industri, med et fuldstændigt uoverskueligt sortiment af forskelligt påklædningsting til alverdens aktiviteter, hvor meget af det for det meste er uhyre moderelateret og ’nice to have’. Reelt set har vi kun brug for meget få ’need to have’ ting, men det tror jeg, jeg vil vende tilbage med i et andet indlæg i fremtiden. Jeg tror det gælder for de fleste friluftsfolk, at det i den moderne markedsdrevet outdoor industri er blevet utroligt svært at skelne mellem mode og funktion. Jeg vil derfor i dette indlæg komme med mine bud på, hvad der er op og ned på outdooruniformen, dens materialer og hvilken funktion, vi ønsker det skal have. Alt sammen set gennem en prisme af vægt og enkelthed.

Lag på lag princippet

Et af hovedkoncepterne i friluftsliv er at ens tøj skal vælges ud fra et lag på lag princip, lidt ligesom man bygger huse, så skal hvert lag kunne fungere uafhængigt af hinanden, men de skal også kunne komplimentere hinanden, således de fungerer som et samlet system, der kan imødegå de fysiske forhold din krop vil møde derude. Det skal ses i forhold til den fysiske anstrengelse, du skal præstere med. Jo hårdere kroppen arbejder, jo mere energi producerer den i form af varme, og den energi kan kroppen kun udlede ved at perspirere, og dine lag skal kunne lede denne fugt væk fra kroppen uden at sætte sig unødigt i tøjlaget, for det kan føre til nedkøling og potentielle farlige situationer når du ikke kan holde varmen i fugtigt tøj. Masser af mennesker dør af hypotermi, som nedkøling kaldes, hvert år. Ergo skal du kunne tage lag af i forhold til den fysiske anstrengelse og modsat tage lag på, når aktiviteten daler. Det kan også være, at det er så koldt og blæsende, at du skal kunne tage et lag på, der beskytter og varmer endnu mere end du plejer. Du skal derfor gerne tænke i flere tynde lag end få tykke, da det er langt mere fleksibelt. En grundregel for alle lag er, at de ikke skal være for store i størrelsen, for det vil modvirke deres effekt i forhold til isolering, modsat så vil et dunlag med en stram jakke uden på, blive mast flad og ikke isolere helt så meget, så tænk over det. De tre grundlæggende lag er følgende som vist på tegningen.

layering

Lag på lag (tegning lånt fra Blacks)

Inderlaget eller basislaget foretrækker vi er blødt og lækkert, da det er i direkte kontakt med vores hud.

Det isolerende lag varierer en del i forhold til tykkelse og dermed isoleringsevne, der kan også være andre detaljerede ønsker som hætte, materiale, vægt og snit.

Ydrelaget skal være modstandsdygtigt mod vind og vand, men også i forhold til den aktivitet vi skal præstere i f.eks. hvis du skal klatre på sten, vandre over trægrænse osv.

På den måde skal de tre lag kunne fungere som et fleksibelt system, du kan tage af og på afhængigt af behov. Som eksempel kan jeg på nogle ture medtage to mellemlag som en fleece til at gå i og en dunjakke til at stå stille i. Jeg kan også finde på at medbringe to forskellige slags ydrelag. Det kan være et vandtætlag, når det regner, men på dage hvor det ikke regner bruger jeg ofte bare et tyndt nylon lag, der kun er vindtæt. På den måde deler jeg ofte ydrelaget i to, som kan kaldes et vandtæt lag og et vindtæt lag. Ofte er mine regnbukser også min vindtætte bukser, hvis behovet opstår.

For at kunne træffe gode valg indenfor de essentielle tøjstykker, der skal udgør dine valg, så vil jeg lige gennemgå nogen af de mest brugte materialer. I 1936 og filmen Nordwand havde de uld, silke og bomuld. De er alle naturlige materialer, men i dag har vi også en hel række af syntetiske materialer, som skal efterligne og gøre dem bedre. Til info kom den første nylon vævning i 1938. Jeg vil også komme ind på de naturlige materialer som skind, pels, dun og bambus.

Syntetiske materialer

De syntetiske materialer er næsten alle lavet fra en petroleum base, så på den måde er det ligesom plastik, og de er alle blandt synderne, når vi taler om mikroplastik i naturen. Materialerne tørrer ofte hurtigt fordi de ligesom plastik ikke absorberer vand. De er også ofte meget hårdføre, slidstærke og billigere end naturlige fibre. Et minus ved forlænget friluftsbrug er at de absorberer mikrober som lugt. Alle der har haft en syntetisk trøje på under en uges vandring eller løbetur, ved at den bliver beskidt, og man kan næsten ikke holde ud at have den på i længere tid. Nogen nyere producenter blander syntetiske materialer med naturlige materialer. Jeg har f.eks. set polyester blandet med uld og bambus. Jeg er lidt i tvivl om, det ikke bare er marketings hype eller om det har en reel målbar effekt, men jeg synes grundlæggende, det er fint der eksperimenteres, men det kan også bare blive mere jungle i forhold til, hvad skal jeg vælge.

Polyester

Et af de helt store syntetiske materialer er polyester, det er kun overgået af bomuld til tøjproduktion. Det kendes under et utal af navne i friluftslivet som Polypropolene, Polarfleece, Polarguard, Polarloft, Polartec, Primaloft, Climashield og mange mange flere. Uanset hvordan det er vævet, så er ideen at ’fange’ luft på indersiden som isolerer ved hjælp af kropsvarme, samt lade overskudsvarme i form af fugt blive transporteret til ydersiden af stoffet, hvor fugten skal evaporere. Der er et utal af forskellige designs, der skal hjælpe med dette f.eks. stoffer med stretch, vindtæt ydre eller kradset indre, der skal fange mere luft og isolere mere. Personligt synes, jeg en tynd fleece er bedst til at have som mellemlag om vinteren eller under meget våde forhold, mens jeg er under bevægelse, men det varmer ikke nok, når jeg er inaktiv. Fleece er meget fleksibelt og ikke så dyrt, men det giver ikke meget varme i forhold til dets vægt.

Softshell

Softshell stoffer er en syntetisk hybrid, der er skabt med det formål at virke slidstærkt og vind/vandafvisende uden at være 100% vind eller vandtæt. De har ofte en del stretch og er meget hårdføre, hvilket er et stort plus, hvis du er i gang med en aktivitet, der har høj puls, og kan give nærkontakt med klippe, skistave eller snesko. Før i tiden var de meget tunge og voluminøse, men det har ændret sig i senere år, specielt softshell bukser bliver mere interessante set fra et vægtperspektiv.

Climashield, Primaloft osv.

Så er der alle de mange forsøg på at konkurrere med duns mange kvaliteter og samtidigt modvirke noget af duns største svaghed, som er vand. De har mange navne som Thinsulate, Primaloft, Hydroloft Elite og Climashield bare for at nævne nogen få af de syntetiske isoleringer, der skal efterligne dun. I senere år er det blevet næsten lige så let og kompressionsbart som dun, men det er stadig ikke lige så holdbart, idet de syntetiske fibre henover tid mister deres evne til at ’folde sig ud igen’, og dermed mister isolationsevne. Climashield regnes for den, der kommer tættest på dun i isoleringsevne, den er selvfølgelig også blandt de dyreste. Jeg har både en syntetisk jakke og quilt lavet i Climashield, som jeg er godt tilfredse med og ofte bruger på mere ‘våde’ ture.

Nylon

Nylon er også et petroleums baseret produkt. Det er meget stærkt og ofte tætvævet af samme grund. Det giver sig selv at jo tættere vævning, jo mindre kan fugt trænge i gennem og evaporere på ydersiden, noget vi ofte også kalder tøjets åndbarhed, hvilket er et lidt mærkeligt ord og koncept. Nylon bruges ofte som et slidstærkt og vindtæt ydre på jakker, trøjer osv. Nylon kan blandes med f.eks. Lycra og Spandex hvis det skal kunne strække sig. I det hele taget ses såkaldt ’stretch’ ofte brugt på knæ, albuer, rumper osv.

Naturlige materialer

Merinould

Når vi så bevæger os over i de naturlige materialer så kan vi ikke komme uden om uld. Da jeg var barn, var uld noget jeg ikke brød mig om at gå med, det kradsede og var meget ubehageligt på huden. Sådan er det ikke mere med merinould, som er en væsentligt blødere udgave, der kan væves i forskellige tykkelser som kaldet for micron. Jo lavere tal jo finere er materialet. Merinould er ikke så holdbart og skal behandles ordentligt for at vare i mange år. Det er også tungere end en tilsvarende polypropylen trøje eller buks. De store plusser er derimod, at merinould ikke absorberer lugt på samme måde som syntetiske stoffer. Det kan også absorbere en stor mængde fugt uden at virke fugtigt, og det isolerer stadig en del selvom, det er vådt af fugt. Personligt bruger jeg stort set altid merinould som inderlag på ture.

Silke

Silke er en naturlig fiber. Det er stærkt og let, men dyrt og ikke så holdbar, specielt ikke, hvis silken bliver våd, så kan det relativt nemt rives i stykker. Silke kan bruges som inderlag, da det føles blødt og lækkert og ikke modtagelig for lugt.

Bambus

Bambus er en relativ ny ting i outdoorverdenen. Det markedsføres som et ’grønt’ alternativ til petroleum baserede materialer. Det ses ofte blandet med andre materialer som uld, bomuld eller polyester. Bambus er ikke super holdbart i sig selv, og da det kommer fra en speciel type hurtig groende bambus, kan der rejses spørgsmål ved om den process er bæredygtig i sig selv, eller om der kræves en større mængde andre ressourcer som f.eks. vand for at få det til at gro så hurtigt. Under alle omstændigheder er det ikke helt slået i gennem i outdoorverdenen endnu. Personligt ejer jeg ikke noget.

Dun

Dun kommer naturligt fra ænder eller gæs. Det er ikke fjerne som sådan, men mere de underliggende dun, der er interessante. Dun er den varmeste fiber per vægt enhed. Dun kan komprimeres meget og bevarer deres evne til at løfte sig igen i meget lang tid. Jeg har personligt oplevet at, det er syninger og de andre materialer i soveposer og jakker, der giver op før dunene gør. Dun i den kvalitet som er ønskbar til friluftsliv er dyrt at skaffe, og dyrt at arbejde med. De senere år har set ’vandafvisende’ dun komme på markedet. Det er dun der er behandlet med kemi for at kunne afvise vand og tørre op til 30% hurtigere. Jeg skal indrømme, jeg er skeptisk, så lad os lige se hvad den teknologi kan præstere over længere tid inden, jeg går køb amok. Jeg oplever det heller ikke som et problem at holde min jakke eller sovepose tør i længere tid, men der er forhold, hvor det kan være svært at holde fugt ude af soveposen og umuligt at tørre den ved udluftning i på længere ture.

Skind

Skind og pels er naturlige materialer, der sidder på dyr og beskytter dem under de mest ekstreme forhold naturen kan byde på. For en letvægter er de ikke så interessante, da de ofte er meget tunge. Det eneste jeg lige kan komme på at bruge en pels til er på en hættejakke, hvor pelsen kan beskytte mod vind og vejr under vinterforhold, da is ikke kan fryse på pels. Jeg er heller ikke helt vild med nogen af de metoder, der bruges for at skaffe materialet.

Bomuld

Bomuld er nok den mest brugte fiber i tøj. Det betyder ikke den er god til friluftsbrug, med mindre det udelukkende er til brug en varm sommerdag. Bomuld suger fugt, hvorved det bliver tungt, det tager en evighed at tørre og isolerer på ingen måde, når det er vådt. Jeg vil stærkt fraråde brug af bomuldstøj til friluftsliv i kolde og våde klimaer eller vinterbrug.

Mine erfaringer med mine lag

Mit basislag er næsten udelukkende merinould i alle sæsoner med mindre, det er meget varmt. Komfort og funktion er vigtigere for mig end udseende, men detaljer som bryst lynlås, hætte og tommelfinger loops er noget jeg kigger efter i forhold til turen, jeg skal på. I varmt vejr kan en lynlås på brystet give god udluftning, modsat i koldt vejr, hvor en hætte og mulighed for at dække håndled kan være afgørende for god lækker varme. Ulden skal isolere mig, men også lede fugt væk fra min hud. Det skal være så vandafvisende som muligt og gerne tørre hurtigt. De mærker jeg bruger kommer ofte fra Aclima, Inov8, Voormi og GoLite, men der er mange gode brands, eneste irriterende ved merinould er prisen, hvorfor skal det være så dyrt. Ps. Jeg har prøvet billig mærkerne, som f.eks. Dillinger og de lever ikke op til kvaliteten specielt ikke efter en vask eller to.

IMG_0181

Standard basis lag med lightwool boxers, leggings og trøje med lynlås, suppleret med midweight trøje og en hue

Mit isolerende lag er afhængigt af miljø og aktivitet. Grundlæggende er det til for jeg kan holde varmen eller komme af med varmen, og er derfor det lag jeg justerer mest i løbet af dagen og turen som helhed. De isolerende lag jeg bruger er ofte enten tynd microfleece, en merinould trøje i højere micron end basislaget, nogen gange kaldet midweight eller thermal weight merino, det kan også være en ’puffy’ jakke, som kan være enten syntetisk, dun eller en kombination af en eller flere af uld, fleece, syntetisk eller dun. Sådanne puffy jakker er ofte også vindtætte med en nylon ydre skal. Ligesom på mit inderlag af tøj, kan hætter og thumbloops være ønskværdige, men jeg har ikke både hætte på den ene og den anden type tøj, da det er for meget. Jeg kan godt lige tøj, der går højt op og dækker både hals og nakke. Vægt for varme slår dun det syntetiske. Husk at det isolerende lag også gælder dine hænder, hals, fødder og ben, og her bruger jeg enten uld, syntetisk eller dun bukser. Husk at du også skal dække dit hoved med en hue, som er det første, du gør, hvis du fryser. De mærker jeg bruger er Berghaus, Patagonia, Lundhags, Luke’s Ultralite, Montbell og Cumulus.

IMG_0179

Forskellige isolerende lag afhængigt af aktivitet bestående af fiberbukser og to forskellige fiberjakker suppleret med dunjakke og dunhue

Mit lag mod vind består ofte bare af et meget enkelt nylon lag både som buks og jakke. Begge har en såkaldt DWR (durable water repellent) egenskab således, de kan tåle en kort byge af regn eller sne. Vindlaget kan bruges både oven på basislaget eller under / over det isolerende lag. Mærker jeg bruger er Montane, Montbell og Patagonia, men i princippet kan du bruger ethvert stykke nylon løbetøj. Jeg kan godt lide overdelen har en hætte til at beskytte baghovedet og ørerne mod kold vind.

IMG_0182

Vindlag eller lag til at gå i. Friluftsbukser og to forskellige tykkelser fleece trøjer suppleret med tynd nylon vindjakke

Det vandtætte lag er det mest diskuteret og, hvis du spørger mig, overhypet stykke tøj. Guaranteed to keep you dry, siger Goretex (og alle de andre tex producenter), om dette vandtætte og åndbare membran lag. Det er min erfaring, at intet holder dig tør, hvis omgivelserne og miljøet er vådt i lang tid. Enten så bliver du våd indefra eller udefra. Jeg prøver derfor at være så uafhængig af regntøj som muligt, ved at styre udluftning, når og hvis jeg kan. Det kan godt være at fabrikanten siger deres membran ånder, men intet ånder så godt som udluftning af opsamlet fugt under jakken. Jeg tager derfor gerne mit vandtætte lag af og på efter behov, når der er opholdsvejr eller regnen stilner af. Belært af erfaring prøver jeg at undgå for mange lynlåse, da de er meget udsatte for at gå i stykker, sidde fast eller lade vand sive i gennem. To af mine regnjakker er derfor anorak typer tøj. Nemhed i brug og kvalitet er vigtige parameter for mig, når jeg vælger det vandtætte lag. Jeg bruger gerne tre lags jakker med en nylon ydre, der kan holde til noget, men stadig være blandt de letteste på markedet. Jeg har en Goretex Pro jakke til vandring og jakker med Neoshell og Event membraner, de to sidst nævnte regnes for blandt de mest åndbare vandtætte membraner der findes. De bruges udelukkende af mig, når jeg har et højt aktivitets niveau som f.eks. ski eller cykling/løb. Mine regnbukser er af typen Goretex Active og Pertex Shield. Det er min erfaring at kvalitet betaler sig, og at kvalitet koster, men der er en øvre grænse for, hvornår det bare er for dyrt, og du betaler for mærket ligesom B&O i gamle dage. Du kan måske huske, et lækkert design men Phillips dele indvendigt. Husk at, hvis vejret rigtig viser tænder så er hoved, hænder og fødder også vigtige at holde tørre og varme, så de skal måske have deres eget vandtætte lag i form af luffer, hue og sokker. Mærker jeg bruger er Sealskinz, Zpacks, Berghaus, Westcomb, OMM og Montane.

IMG_0176

Vandtæt lag bestående af bukser, jakke, luffer og gaiters

Jeg skal gå ca. 330 kilometer på tværs af Skotland fra den 11. maj til den 24. maj. Min rute er for det meste ikke markeret, og kræver navigation henover åbent landskab i optil 1100 meters højde i potentielt møgvejr. Jeg har planlagt en rute med gennemsnitligt 25 kilometer om dagen. Den længste dag er på lige over 30 kilometer og den korteste på omkring 19 kilometer.

800px-Weather_Stone_-_geograph.org.uk_-_1763606

Weather Stone

Dagene byder på omkring 16 timers dagslys med solopgang omkring klokken 5 og solnedgang omkring klokken 21. Vejret er højst omskifteligt, og selvom maj siges at være den mest stabile måned i Skotland, så kan vejret skifte hurtigt, og byde på både sommer og vinteragtige forhold. De gennemsnitlige temperaturer ligger mellem 4 og 16 grader i dalene windchill kan dog stadig gøre det til en kold fornøjelse. Jeg skal slå lejr i højderne på nogle dage. Mit ly og soveudstyr skal derfor kunne beskytte mig og holde mig varm til nedunder nul grader i kraftig vind og regn måske endda med sne.

 

Terrænet er et mix af stier, hjulspor og cross country. Jeg regner med at skulle navigere efter kort og kompas.Jeg medbringer også elektroniske kort på min telefon. Cross country forventer jeg en blanding af græs, tørv og hede lignende forhold. Jorden er våd det meste af tiden og over det hele. Jeg har hørt Skotland omtalt som en stor vandtung svamp. Jeg kommer forbi de tre højeste bjerge i Skotland Ben Nevis, Ben Alder og Ben Macdui, hvis jeg får tid til det, så tager jeg en topbestigning, men det er kun som en bonus.

Jeg regner med at skulle bære op til fem dages mad på en gang, så har jeg altid en ekstra dags mad. Jeg planlægger på at genforsyne i byerne Fort William (dag 3), Dahlwhinnie (dag 6 via pakkepost) og Braemar (dag 10). Vand kan jeg finde overalt, og det skulle for det meste være drikkevand. Jeg medbringer dog et vandfilter just in case.

trad_vs_Ul

Foreløbig pakkeliste med kommentarer

Rygsæk
Sierra Designs Flex Capacitator

1125 g

Kan udvides fra 40 til 60 liter, foret med skraldesæk
OMM Front Map Pouch

130 g

Kort og andre småting, hvor du nemt kan nå dem
Lowe Pro Camera Pouch

117 g

Sidder på hoftebæltet og kan indeholde kamera
Peak Design Camera Mount

110 g

Smart dims, der gør kameraet kan hænge fra skulderen
Telt
Tarptent Stratospire 1 Solid

990 g

Solidt telt med masser af plads i regnvejr
Rota Locura Stakes 8 stk

64 g

Går nemt ned i det meste slags underlag
Sovesystem
As Tucas Sestrals Quilt Apex 167

699 g

Lang model god til nul grader
Hyperlite Mountain Gear Pillow

43 g

Sover bare bedre med en pude
Thermarest Prolite Plus Small

400 g

Komfortabelt, varmt og dækker torso
OMM Sitpad

120 g

Til at sidde på og under benene om natten
Black Rock Down Hat

15 g

Til de kølige nætter
Køkken
Jetboil SOL Ti (modificeret)

294 g

Flash Lite kop på SOL TI brænder
Evernew 1,5 liter Foldeflaske

18 g

Til at bære mere vand og til aftenbrug
Drikkeflaske 0,5 liter

22 g

Til at drikke fra i løbet af dagen
Katadyn Befree Vandfilter

57 g

Der vil være steder, hvor jeg skal filtrere vand
Swiss Army Kniv

37 g

Alt hvad jeg behøver, har også lille saks og pincet
Titanium Lang Ske

16 g

Til at grave dybt i den frysetørret
Tøj i Rygsæk
Berghaus Goretex Pro Mount Asgaard Anorak

309 g

Har holdt mig tør i noget rigtig dårligt vejr
Berghaus Goretex Active Skal Bukser

210 g

Lang lynlås i siden
Zpacks Event Skal Luffer

39 g

Overtræks luffer så hænder kan holdes varme
Zpacks Event Skal Gaiters

42 g

Rart at holde underben tørre og ral ude af skoene
Buff Merino Beanie (tynd)

37 g

Til at gå med på kolde dage
Aclima Merino Headover

42 g

God til halsen og til at trække op over hagen
Defeet Merino Dura Gloves

59 g

Holder fingrene varme under vandring
Berghaus Hypertherm Hoody

220 g

Isolerende og vindtæt jakke
Patagonia Nano Air Light Pants

266 g

Isolerende bukser
Inov8 Merino LS Trøje

158 g

Ekstra trøje eller til at lave et ekstra lag
Aclima Lightwool Boxers

62 g

Ekstra underbuks
Smartwool PHD Sokker

37 g

Ekstra sokker til at sove i
NRS Hydroskin Sokker

70 g

Til brug ved vadning og meget mudret og våde områder
Sea To Summit Håndklæde

70 g

Andre ting i rygsækken
Petzl Pandelampe

86 g

Overvejer at lade blive hjemme, det er lyst til sent
Sony Xperia

155 g

Viewranger app med elektroniske kort
10.000 mHa Anker Powerbank

269 g

Strøm til telefon undervejs, tager en evighed at lade op
Kort over hele ruten

550 g

Landranger 1:50.000  kort over hele ruten
Canon G16 Kamera med linse

724 g

Inkluderet ekstra batteri
Reparations Kit

99 g

Gaffa, sytråd, lim, lapper osv.
Førstehjælps Kit

100 g

Alu tæppe, kompres, plaster, antihistamin osv.
Sikkerheds Kit

124 g

Lille lampe, fløjte, kompas, snor osv.
Hygiejne Kit

110 g

Tandbørste, tandpasta, toiletpapir, vaseline, pamol osv.
Amazon Kindle E Reader

201 g

Til rejsen, pauser og lange aftener
Båret på kroppen
Patagonia Cap

45 g

God at have under hætten på regnjakke
Buff Bandana

14 g

Til at holde håret ud af øjnene
Patagonia Houdini Wind Jakke

110 g

God til at gå i når det ikke regner
Berghaus Smoulder Hoody Fleece

360 g

Mellemlag til kølige og våde dage
Aclima Merino LS Trøje

198 g

Har lynlås til brystet til udluftning
Lundhags Makke Pants

435 g

Letteste model Lundhags har
No Grad Aero Bælte

64 g

Elastisk bælte med trykknap
Aclima Lightwool Boxers

62 g

Smartwool PHD Sokker

37 g

Dirty Girl Gaiter

44 g

Holder sten og ral ude af skoene
Altra Lone Peak Trail Sko

720 g

Lette med gode såler
Gossamer Gear Vandrestave

276 g

Vandrestave og stænger til telt
Garmin Fenix Ur

84 g

Nød GPS
Mad og Brændstof
100 grams Gas

184 g

Kan koge omtrent 10-12 liter vand, køber undervejs
Mad til 5 Dage

3200 g

Frysetørret mad og energibar, køber friskt undervejs
Total vægt på kroppen

2449 g

Total vægt rygsæk minus mad og brændstof

8186 g

Total vægt i alt

14.019 g

Yderligere kommentarer

Jeg overvejer om min Gossamer Gorilla rygsæk måske er stor nok til formålet i stedet. Specielt når jeg kan bruge skulder lomme og bæltelommerne, derudover har jeg også lidt plads til småting i OMM lommen foran. Det må testes på en tur i januar.

Min gode ven Henrik har et Mountain Laurel Designs (MLD) Trailstar med indertelt, som jeg overvejer at låne og prøve af på en eller flere ’test’ ture inden afgang. Det er lidt lettere end Stratospire 1 modellen, men jeg er ikke så bekendt med det.

As Tucas quilt til nul grader med en dunhue på hovedet, burde kunne holde mig varm på hele turen selv oppe i højderne. Specielt, hvis jeg tager lidt mere tøj på i nede i den. Jeg medbringer et Thermarest Prolite Plus liggeunderlag i en small version, der er 120 cm langt. Det har en R værdi på over tre og en tykkelse på 38 mm, så det skulle være fint at sove på. Under benene ligger jeg min rygsæk og det tynde OMM siddeunderlag. Alternativet er et Downmat Hyperlite fra Exped.

Der findes ikke regntøj, der kan holde dig tør i tre dages vedvarende regn og vind, men mindre kan forhåbentligt gøre det. Jeg vælger det sikre valg, som er min gode gamle Berghaus Anorak i Goretex Pro. Den har holdt mig tør i noget ’nasty’ vejr i gennem de sidste fire år. Hætten på den er formiddabel, og det er synd Berghaus ikke laver den mere. Jeg købte den med glæde igen. Bukser er fra samme firma, men er i stedet i den noget mere åndbare Active membran. Derudover medbringer jeg vandtætte luffer og gaiters fra Zpacks. Lufferne er til at have udover mine andre handsker, så jeg kan holde varmen i regn og vind. Gaiterne er mere i tilfælde af sne eller ekstrem våde forhold.

Jeg har tænkt en del over, hvordan jeg skal håndtere våde og kolde fødder i en længere periode. Jeg vil forsøge mig med at tage nogle wetsocks med fra NRS kaldet Hydroskin. De skulle eftersigende hjælpe med at holde varmen, når fødderne er våde på samme måde som neopren gør det. Jeg har planer om at tage dem på, når vandløb og vådområder skal krydses, så må jeg se om det virker. Alternativet er at medbringe vandtætte sokker fra f.eks Sealskinz, men de er notorisk dårlige til at ånde i, og ikke så holdbare at gå i.

Mit tøj er arrangeret således, jeg kan have det hele på på en gang for at holde varmen. Jeg har valgt at medbringe lidt tykkere isolerende bukser, da jeg ofte sover koldt om natten. De vil hjælpe med varmen. Jeg kan også vandre i dem, hvis det skulle være nødvendigt. På overkroppen kan jeg skabe flere lag med tynd uld, vindjakke, fleece og isolerende jakke. Grunden til jeg har en fleece med, som er noget, jeg næsten aldrig har med, er at jeg forudser, en del regn, og en fleece under regnjakken kan være det mellemlag i vådt vejr, der giver nok varme, hvor fiberjakken helt sikkert vil være for varm.

I forbindelse med min deltagelse i næste års TGO Challenge i Skotland vil jeg komme med en række indlæg, der omhandler planlægning af en sådan vandretur på 14 dage i et for mig ubekendt terræn, der er berygtet for at have mange søer og vandløb, sit omskiftelige vejr og ufremkommelige terræn.

PICT0084

Det tætteste jeg har været på Skotland er her, hvor jeg kigger nordpå fra Hadrians Wall

Inden jeg når så langt, så er min blog blevet nomineret til bedste danske Outdoor blog, hvilket er noget af en overraskelse, mest fordi, jeg ikke var klar over, at der eksisterede en sådan konkurrence, men når det er sagt, så er jeg meget stolt over at være med i puljen af nominerede. Du kan se de andre nominerede ved linket på billedet, og stemme på den blog du synes er mest Outdoor. Jeg er pudsig nok den eneste nominerede mand ud af syv, hvad sker der for det 😉

badge-nordic-outdoor-blogger-award_nominee_DK

Stem på min blog her

Nå tilbage til hvad dette indlæg egentligt skulle handle om. Nemlig min TGOC 2018 tur på tværs af Skotland til maj. Jeg har ikke nogen erfaring med Skotland. Det tætteste på jeg har været, er en 7 år siden krydsning af Nordengland ved Hadrians Wall fra Carlisle til Newcastle i marts måned, hvor vi faktisk havde rigtig godt om end koldt vejr. Den tog seks dage med flere gode pub besøg langs ruten. Der vil ikke være samme pub infrastruktur under TGO’en. Billederne i denne post er fra den tur.

PICT0087

Noget yngre og dengang ikke helt så Ultralight som nu

Selve ruten kan i se i det tidligere indlæg eller her på Viewrangers hjemmeside. Den er planlagt som en balance mellem lukket terræn med store ledelinjer til mere primitiv navigation henover det åbne skotske højland. Navigationen skulle gerne være overkommelig, men der er sektioner, hvor kompasset skal frem og navigation skal ske hen over terræn og plateauer uden stier og andre genkendelige terræn genstande. Under alle omstændigheder vanskeliggøres navigation en del, hvis vejret er skidt, og i Skotland kan du forvente vind, regn, sne og tåge på alle tidspunkter af døgnet i maj måned. Jeg kan jo også være heldig og få 14 dage med sol, men det er vist aldrig sket i hele Skotlands historie…

PICT0047

Kunne godt ligne Skotland tror jeg

I Skotland har du ’The Scottish Right of Way Laws’, hvilket betyder du er sikret en ret til at bevæge dig til fods og slå lejr for en eller to nætter i landskabet, så længe du ikke forstyrrer den private eller offentlige ro. Det minder på mange måder om en udvidet ’allemandsret’ som vi kender fra Sverige og Norge. Jeg forventer ikke mange bål muligheder, da der er udpræget mangel på tørt træ langs ruten. I Skotland har de ikke sheltere, som vi kender dem, men der findes en række Bothys, som er hytter af meget forskellige kvalitet, de vedligeholdes så af frivillige i Mountain Bothy Association. Vi kunne sikkert godt bruge noget tilsvarende i Danmark til vedligeholdelse af vores sheltere.

PICT0038

Slotsruin

Maj regnes som Skotlands mest stabile måned med hensyn til vejr, men når det er sagt, så meddeler de en i invitationen, at du kan forvente både vinter og sommervejr, og det endda inden for en 24 timers periode. Det er, mildt sagt, meget omskifteligt. Der er dog nogle dominerende parametre, som det ville være skidt ikke at tage hensyn til på ens tur tværs henover Skotland.

Vejrsystemerne kommer hovedsageligt vestfra ude fra Atlanterhavet, hvilket betyder vind fra den retning, og du får ofte regn og tåge i den vestlige del af landet, der er mere vådt end i øst. Jeg kan forvente, at vejret bliver bedre og varmere efter Cairngorm bjergene når jeg nærmer mig østkysten. I bjergene og dalene mellem dem kan jeg forvente sne, hvilket også er grunden til du i din ruteplanlægning skal have såkaldte Foul Weather Alternatives (FWA), så du har sikre rutevalg, der kan lede dig uden om potentielt farlige situationer. Folk dør hvert år i Skotland grundet hypotermi. Gennemsnits temperaturene i maj er omkring 10 grader om dagen og 5 grader om natten. Ikke sjældent falder de i bjergene til frysepunktet og under om natten, så mit udstyr skal kunne klare det.

PICT0072

Rester af Hadrians Wall

En af de ting jeg ikke kan undgå er våde fødder, det er næsten hundred procent sikkert, det vil regne på et eller andet tidspunkt. Derudover skal jeg ofte krydse moser og vandløb, så jeg gider overhovedet ikke forsøge at holde mine fødder tørre på turen. Det bedste råd er nok, at håbe på godt vejr men planlægge med det værste vejr for øje. Jeg behøver ikke bekymre mig om dyr og insekter, de berygtede midges eller knotter er ikke et stort problem i maj. Det farligste er ligesom herhjemme faktisk flåten, som jeg jo stiftede bekendstskab med på den dårlige måde for et par år siden, hvor man må sige den næsten fik ram på mig.

Terrænet i Skotland er uberørt og smukt. Det er et gammelt landskab, som ikke har decideret høje bjerge som vi kender fra Norge eller Alperne. Til gengæld er det øde og vildt på store dele af min valgte rute. I vest har jeg valgt at starte i Inverie på Knoydart, som du kun kan nå enten med båd eller til fods. Det kaldes for ”Britain’s last wilderness”. Herfra bevæger jeg mig henover vandløb, moser og bjergrygge mod øst til jeg rammer vandreruten ’The Great Glen Way’. Den følger jeg sydpå til Fort William, hvor jeg regner med at genforsyne på dag tre. Herfra går ruten forbi det højeste bjerg i Skotland, som er Ben Nevis på 1345 meter. Min rute tager mig forbi Ben Nevis, men ikke til toppen denne gang. Jeg følger i stedet dalen Glen Nevis øst på forbi et par store søer eller Loch’s som de hedder på disse kanter. Ruten tager mig forbi Ben Alder på over 1000 meter samt over bjergryggen The Fara, inden jeg på sjette dagen gerne skulle nå til den lille by Dalwhinnie, hvor jeg regner med at sende en genforsyningspakke med mad og tørre sokker til mig selv.

The Fara rute

Henover The Fara til Dalwhinnie

Min rute begynder nu at gå nordøst på mod Cairngorm bjergene og det store pas med det lettere spooky navn ’Larig Ghru’, men inden da skal jeg krydse den store Tromie, Alt Bhran og Feshie flod. Jeg har hørt at et par af broerne ofte skylles væk henunder vinteren, så det bliver interessant at se, hvordan de skal krydses på dagen. Det siges, at der er forskellige vadesteder men de skal ikke forsøges, hvis der er meget vand i floderne. Den tid den glæde. Efter at have krydset Feshie er planen er gå mod nord, nordøst langs Glen Feshie dalen for at ramme den nordlige indgang til Cairngorms ned gennem det øde Larig Ghru pas i 809 meters højde, for derefter at følge Dee floden ud til byen Braemar, som jeg regner med at ankomme til på dag 10.

Larig Ghru rute

Larig Ghru passet i Cairngorms

Her skal jeg slappe lidt af og genforsyne, inden jeg enten vælgere at fortsætte gennem bjergene på ’Jock’s Road’ eller tager en lidt lettere rute mod byen Tarfside. Fra her tager ruten mig ud gennem Fetteresso Skoven til Dunottar Slottet på østkysten ved byen Stonehaven på dag tretten. Herefter hopper jeg på en bus ned til Montrose, hvor ’Challenge Control’ holder til, her skal jeg tjekke ud, så de ved, jeg har gennemført og sikkert i mål.

Jocks Road rute

Henover Jock’s Road

Jeg har planlagt min navigation således, jeg følger naturlige ledelinjer det meste af vejen. En ledelinje kan være en på kortet markeret stiplet linje (sti/spor), som i terrænet ikke er markeret, men ofte kan ses på jorden som et smalt spor af slitage fra tidligere vandrere. Det kan også være en på kortet markeret dobbelt stiplet linje (typisk spor til terrængående køretøj), de er ofte relativt tydlige i landskabet, men kvaliteten er meget svingende. Andre ledelinjer jeg ofte vil benytte mig af er vandløb. De er tydlige terrængenstande, og har den dejlige egenskab at vand altid løber nedad, samt vand skærer sig ned i terrænet og skaber fordybninger og forsænkninger. Det gør dem gode at navigere efter, specielt henover åbent terræn eller i nedsat sigtbarhed. Højderygge og toppe er også gode terrængenstande at kompas pejle på og navigere efter, det kræver selvfølgelig, man kan se dem. Skotland har ikke så mange skove i højderne, men ellers er trælinjer også gode til navigation. Jeg medbringer selvfølgelig trykte kort i 1:50.000 (2 centimeter kort) til hele ruten. De er puttet i et vandtæt kortetui, sammen med mit gode gamle pålidelige spejlkompas, som jeg stadig har helt fra min tid i forsvaret. Derudover har jeg downloadet elektroniske kort til min telefon som backup. Jeg regner ikke med at medbringe en GPS eller SPOT. Jeg har dog mit Garmin Fenix ur med så jeg kan få et koordinat, hvis jeg, mod forventning, skulle finde mig helt på herrens mark.

Næste indlæg vil jeg gå mere i dybden med min rute (den er ved at blive godkendt hos ’Challenge Control), og også det udstyr jeg påtænker at tage med på turen.

Velkommen til The Great Outdoors Challenge 2018, sagde min mailboks for nylig. Fedt, så er den i vinkel tænkte jeg, og begyndte så småt at planlægge oppe i hovedet.

Ny tænker du sikkert, hvad dælen er The Great Outdoors Challenge, det lyder da en smule poppet eller hvad…

Kort fortalt, så er The Great Outdoors Challenge eller TGO, som den også kaldes, en unik og meget skotsk vandre tradition, der har eksisterede siden 1980. Selve opgaven er at vandre fra den skotske vestkyst til den skotske øst kyst. I 2018 kan du tjekke ind i vest fra den 11. maj, og tjekke ud igen på vest kysten fra den 22. maj til den 25. maj.

TGOC 008 3

Billede lånt fra Chris Townsends crossing i 2008, han har givet mig råd om en god rute

Der er omkring 300 pladser, som fordeles ved lodtrækning, mange, der vandrer den, er gengangere fra tidligere år. Du skal i oktober året inden søge om deltagelse, og for at kunne deltage skal du dokumentere erfaring med at navigere med kort og kompas i uvejsomt vejr og terræn.

Er du heldig at blive optaget, her tror jeg omkring 4-500 søger hvert år, skal du igang med at planlægge din rute, som du skal have godkendt af “Challenge Kontrols” stab inden januar. Der er en del krav til din rute. Du skal f.eks. skitsere ruten i navne og koordinater. Oplyse længden på etapen, stigning og hvor du planlægger at slå lejr. Kommer du over 500 meter på din planlagte dagsetape, skal du også skitsere en såkaldt FWA “Foul Weather Alternative”, som fører dig uden om i lavlandet. Challenge Kontrol skal holdes underettet mindst fire gange under din “crossing”, så de kan følge med og iværksætte redning, hvis det bliver nødvendigt.

TGO Route Sheet

Udpluk fra mit route sheet indtil nu

De gør meget ud af at fortælle dig at Skotland kan være utroligt uforudsigeligt både i vejr og landskab, der er f.eks. ikke mange vedligeholdte og markerede stier, som vi kender fra andre lande, men på samme tid lægger de op til, at din rute skal være en udfordring gerne med primitiv navigering i vildmarken.

Jeg er igang med at lave min rute, som bliver fra Mallaig i vest til Dunottar Castle i øst. Det vil være en blandet rute, der er relativ primitiv og kræver både fysik og navigering i højderne over såkaldte Corbetts (små bjerge) og Munros (større bjerge). Jeg har spurgt Chris Townsend om råd til en god og spændende rute, som viser Skotland fra sin bedste side. Derudover har jeg studeret bogen Scottish Hill Tracks, og inddraget et par af de mest interessante højdepunkter. Blandt andet The Fara og Larig Ghru passet gennem Cairngorm Mountains. Selve ruten er lavet på Viewranger. Jeg vil også medbringe papir kort over hele ruten og et kompas 🙂

TGO Rute

Min TGO rute indtil (du kan klikke på billedet og se den på Viewranger)

Jeg skal komme med flere indlæg efterhånden som tiden nærmer sig.

 

 

2017-09-03 14.32.10

The yellow and red marking of the GRP trail seen from Pic Negre on day 1

The GRP (Grande Randonee Pays) is a hiking trail that circumnavigates the small state of Andorra in the Pyrenees. It is also called the LDP or long distance path. The markings along the way is red and yellow stripes. It is 120 kilometers long and has a total of 8290 meters of gained altitude. The trail is divided into seven stages from 12 to 20 km where each stage stops at one of the 29 Refugis or huts spread out over the mountains. Most are unguarded but all is of a high quality. You can also wild camp along the way if you so wish. We stayed in huts two nights and wild camped in the mountains on the other nights. To help you plan your hike there you can look at these websites.

GRP Route

Map of Andorras trails and Refugis

2017-09-04 14.57.31

Henrik and me

My hiking buddy Henrik and I flew into Barcelona and rented a car to take us to Andorra, which is approximately a three hour drive. Along the way we picked up som gas for his stove at a Decathlon store near the airport and some alcohol for my stove, curiously enough bought at a gas station. Andorra is basically one long valley on the border between France and Spain. The main town is called Andorra La Vella. We arrived in the late afternoon in small southern town of Saint Julia de Loria close to where we had planned to start our hike the next day. We had booked a hotel room to stay in the first night. In the morning we had breakfast and ordered a taxi to take us to our start location. The official route starts in Aixovall, but the first part is along the main valley and didn’t look so interesting, so we changed that and started in Juberri instead.

Day one – Juberri to wild camp close to Refugi Perafita –  Total ascent 1300 meters.

We exited the taxi in the small town of Juberri (1300 meters) and headed up through the very steep terrain towards the Pic Negre mountain passing the Refugi Roca de Pimes (2160 meters) along the way. The trail then moves along a dirt trail all the way to the Pic Negre or Black Mountain (2644 meters).

2017-09-03 13.22.48

Sierra Designs new flex pack and Gossamer Gear carbon poles on top of Pic Negre

We passed a large group of hikers on a day trip coming the other way. They looked like locals on a Sunday hike. On the top we were joined by a young Spanish guy, who was also hiking the GRP. We exchanged greetings and communicated in poor Spanish/English and handsigns while showing eachother maps. He then took off and we followed him at a distance. Just before we made camp beyond the Refugio de Claror at a small lake. We waved to him and he waved back. We never saw him again on the route. From the top of the Pic Negre, we looked into the beautuful Claror valley.

2017-09-03 14.14.54

Looking into the Claror valley from Pic Negre

The descent was very nice and scenic. We passed a hut, and a few kilometers beyond we decided to wild camp right next to a small lake where we could see a couple of horses graze in the hills. The evening went by fast and it started getting colder, as we were still at around 2100 meters altitude so we hit the sleeping bags early.

2017-09-03 17.35.25

Wild camp besides small lake on the first night

Day two – Wild camp to Refugi Pla des les Pedres – Total ascent 1000 meters.

We began the day with hiking past the Refugi Perafita, where we ate breakfast. After the Refugi the trail began a steep ascent up over the pass of Collada de la Maina before descending again and hitting the GR 11 trail that would take us up towards the newly opened and refurbished Refugi de I’llia, which is a huge manned Refugi at the banks of the lake with the same name.

2017-09-04 08.09.49

Passing Refugi Perafita with Pic Negre all the way in the background

From the lake side you can see up towards the Pic dels Pessons at 2864 meters. The climb up is very tough but rewards you with a great scenic view down and accross the Estany Pessons lakes and also across into France and in the west you can spy the Pic de Comapedrosa, where we will reach on day five.

2017-09-04 11.15.32

Small typical Pyrenean mountain hut used by the herders bearing the GR 7 and 11 markings

You can also see one of the big tourist attractions of Andorra namely the ski damaged terrain of Grau Roig. The descent down is very steep and we meet a couple of hikers coming up. For me descent is worse on the knees than going uphill. We pass by the many lakes in the valley. I have spotted a building marked restaurant on the map at the last lake, and we begin to talk about a beer and dinner there before setting up camp. Unfortunately, it is closed for the autumn, and will only open again when the ski season begins, so much for a cold beer.

2017-09-04 14.31.50

Overlooking the route down the Estany (lakes) Pessons from the Pic Pessons

Instead we decide on hiking on to the next water source near the Refugi Pla des les Pedres. The hiking in the ski area is marred by the many slopes and lifts but the trail is easy to walk on. We have trouble finding a flat spot to sleep on, and there is a cold wind blowing, so we agree on sleeping in the small Refugi. It has a small terrace overlooking the Bordes d’Envalira area and the road into France, during the evening a low cloud cover come in and settles in the valley and on the peaks. Very near is also a ski lift, that for some strange reason makes siren noises during the night. Very annoying, we should have wild camped instead.

2017-09-04 18.58.04

Clouds rolling in on the peaks and the Bordes D’Envalira seen from the porch of Refugi

Day three – Refugi Pla des les Pedres to wild camp just before Refugi De les coms de Jan – Total ascent 1400 meters.

The next morning, we make our way down to the buildup area of Bordes d’Envalira. We had been told that there would be the possibility of some small-scale shopping, but again everything is closed down. We do find a gas station and nearby café, where we enjoy a cup of coffee, and I buy a six pack of Snickers to supplement my dwindling supply of energy bars. I give two to Henrik. We continue up the road and find the markings of the GRP trail again. It climbs very steeply up towards the coire of Clots de Massat. Here we lose the trail and spend a little time looking for it, before we just head upwards hoping to spot it again. The map tells me, that we must gain and follow the ridgeline, before we descend into the grassy cairn of Port Dret at 2589 meters.

2017-09-05 10.49.03

Looking into the valley from the slopes of Siscaro

As we reach the ridge, we spot the markings again before we head down in the large grassy cairn before crossing the slopes of Siscaro and descending the Valley D’Incles at 1800 meters. It is very hot in the valley, and we meet many day hikers and families going up the trail as we come down. We also meet our first Marmots, who are very common to the area. We also saw Eagles and Sarrios on the hike.

2017-09-05 11.06.10

Marmot keeping a keen eye on us while we pass

After lunch at the parking area at the head of the Valley D’Incles, we again head up. The goal of today is to wild camp near the Refugi de Coms de Jan which lies in the next valley called Ransol. Between the two valleys lies the pass of Serra de Cabana Sorda at 2650 meters. I remember the advice of an old climbing instructor that once told me, that you can never go to slowly up a mountain. The hiking is very tough but the terrain opens and we get some very beautiful views of the surrounding areas.

2017-09-05 14.54.06

On the way up the Cabana Sorda with look back on the Bordes D’Envalira and skiing area

Especially the last stage before gaining the pass is a hard grind on the body, but again I actually prefer the climb instead of the steep descent on the other side. We drop down the Coma de Ransol and come across a little lake with a nice flat area to camp on. There is a cold wind coming down the mountain, so I pitch my tarp closed on the wind side and sleep nice and warm after an exhausting day of going up and down.

2017-09-05 17.17.06

Wild camp in the mountains with clouds rolling in. It gets cold so bring a toasty down jacket

Day four – wild camp to Refugi L’Angonella – Total ascent 1300 meters.

I start the day by looking at the map and planning out a rough sketch of today’s stage. It has become the rule that the GRP trail is either going up or down, it never goes in s straight line. Today there are two climbs and one long descent. Henrik is already moaning, so I neglect to tell him of the days last climb of about 800 meters, instead saying something vague about finding a camp spot in the valley before attempting the climb.

2017-09-06 08.01.46

Coma de Ransol boulder field and scenic Refugi Coms de Jan

Anyway, we start the day by crossing the slopes Coma de Ransol before beginning the ascent to the Collada dels Meners at 2719 meters.

2017-09-06 09.42.20

Blue skies greeted us on the way up to the Collada dels Meners

The area has been historically mined for iron. Just before the pass we find an old stone shelter probably used by shepherds or smugglers.

2017-09-06 10.41.13

Smugglers hut just before the pass

After the pass, we hike down the long beautiful Sorteny Valley all the way to the small buildup area of El Serrat, at the bottom of the Valley. Along the way we pass the manned Refugi Borda de Sorteny, where they offer Wifi and beer, so we take a well-deserved break there before continuing on.

2017-09-06 10.49.54

View down the Sorteny valley from the pass of Collada dels Meners

In El Serrat we cross the main road and follow the river south till the town of Llorts a nice easy hike on a wide path. In the town of Llorts, we find a small hotel bar that offers coffee and sandwiches which refuels us for the long early evening and grueling ascent from 1400 meters to the Refugi de L’Angonella at 2235 meters.

2017-09-06 19.32.39

View of evening sun setting from the Refugi L’Angonella

Arriving at the Refugi we decide to sleep indoors in the small Refugi, and enjoy the setting sun from the small porch outside overlooking the Grand Valira Nord. During the night Henrik finds out that his sleeping pad has sprung a leak, which we must try to fix the next day.

2017-09-06 19.38.21

Enjoying the views down the Valira Grande from where we came on day four

Day five – Refugi L’Angonella to wild camp at the foot of Pic Comapedrosa – Total ascent 900 meters.

During the night, I had awoken twice. Once when Henrik re inflated his sleeping pad, and once when I heard a horse whinny, so I was not surprised to see a small herd of horses, when I stuck my head out the Refugi the next morning. They were quietly grazing and drinking water from the nearby stream.

2017-09-07 07.03.16

More or less wild horses grazing at 2300 meters altitude

All the Refugis we passed has had a water source close by, but bring a filter just in case you have to hydrate from questionable sources. The Refugi is on the side of the mountain, so we were still about 400 meters from the top and as we were preparing to leave.

2017-09-07 08.35.35

Our ground shadows when ascending to the ridge

Two hikers arrived having done a morning ascent from Lllorts. We had already seen them the evening before, at the hotel with the bar. We all said bon dia and began the trek up towards the ridge, that would take us all over into the next valley. They were quicker than us in gaining the ridge even though they already had done the 800 meters to the Refugi from the bottom of the Valley in Llorts, but what is that worth, when you don’t know if the route is left or right on the ridge and you can’t find a marker. So, when we slowly and steadily gained the ridge they were still searching for a trail marker. I knew, from the map, that the trail went left on the ridge, and pointed them in that direction whilst waving my map. It amazes me that people will hike in mountainous terrain without a map, it is something I would never do and for this hike I had both a paper map and a topographic map downloaded on the Viewranger App on my phone. Better safe than sorry. I would still make a navigation error later this day and on the following day, but at least I could get back on track without needing someone to point me in the right direction.

2017-09-07 09.55.02

The highest mountain of Andorra The Pic Coma Pedrosa seen from the east ridge

We traversed the ridge and crossed over the Pic del Clot del Cavall before heading down and passing the Refugi de les Fonts where we took a short break looking down on the small town of Arinsal 800 meters below. After the Refugi that trail head into trees on the slopes of Coll Carnisser.

2017-09-07 09.55.15

Arinsal valley from the Refugi Fonts and views into Spain in the distance

Here at one point and without me noticing the trail divides into two with the northern one disappearing into nothing but trees and rocks. Unfortunately, one branch pierced my Befree filter and water bottle as I scraped past, leaving me without a way to filter water for the rest of the hike. Henrik had his Sawyer filter with him, so we managed but still irritating even more so because it was ultimately caused by my own navigation error. After this accident, I realized that we were off track and that the trail had to be further below us. This left us with two choices, either backtrack along the route we had just come from and rejoin the trail where it divided or begin an off-trail descent on the slope. We opted for the last choice, which was not without some danger as we might come to an overhang where we would have to go back again. I didn’t take long for me to spot the trail below us and we were back on track without further problems that day.

2017-09-07 12.36.55

It was a warm day, and on the way down we met two furry friends taking a dip in the fountain

We continued down and entered the huge bowl with the Refugi Pla de L’Estany below the Pic de Coma Pedrosa. We passed the Refugi and again gained the trail leading us even further down to the main trail that would take us up again towards the Refugi de Coma Pedrosa, which is the impressively situated and manned hut closest to the highest mountain in Andorra, namely the Pic de Coma Pedrosa. The trail up winds its way between trees and streams until it gains the coire with the Refugi.

2017-09-07 15.57.18

Refugi Coma Pedrosa

Here we stopped for a short meal and break. We also used the nearby lake to locate the hole in Henrik’s sleeping pad so he could fix that for the coming night. Late afternoon we hiked to the bottom of the Portetta de Sanfonts ridge and made camp.

2017-09-07 17.52.01

My camp below the ridge line with the sun setting behind it

The weather had been sunny all day which would make for a very cold night without any cloud cover here at almost 2400 meters altitude. With the sun setting early behind the ridge we hit the sleeping bags early, and we had talked about getting up early and trying to hike up the ridge in the light from the full moon.

Day six – wild camp to Saint Julia de Loria and rented car – Total ascent 700 meters.

The night was very cold and Henrik borrowed my down jacket, as I had brought a warmer sleeping system than him. At 5.30 I called to him, that if he was awake, we might as well get going as we would get warm from the hike instead of lying here being cold. We started to pack and was away a little to six. We gained the ridge in the moonlight without any problems and could see the next peak in the distance. Here we missed the trail markers and began to go up the Pic de Port Negre. Immediately I thought something was wrong so I pulled out the map to check the route, but my damn eyes are not that good anymore in the dark and even by torch I had trouble making out the small symbols on the map. I had off course not brought my reading glasses for this hike but I will in the future. To err on the side of caution we went down again and backtracked to where we had lost the last marker, and from there we went on searching for a new one, which we found going down into the coire and not up the mountain.

2017-09-08 07.34.02

Sun rising in the east seen from breakfast spot on the last day

Being back on track we continued along the slopes of Serra Del Corrals before dropping down to Coll the la Botella. The trail continues along a rather boring ski terrain but the walking is pleasant and the view to the south are beautiful. The route continues to descend into the Coll de Montaner before the long hike down into Sispony begins. Here everything was closed. We therefore had to continue further down finding a gas station and a supermarket, where they were kind enough to call us a taxi to take us back to our rented car in the town of Saint Julia de Loria.

2017-09-04 09.32.11

Passing from one valley into the next. The GRP never goes straight.

We restocked on sodas and snacks for the drive back to Barcelona. Instead of staying the night in Andorra and getting up early for the drive to Barcelona airport, we had decided on going straightaway to Barcelona and staying at a hotel close to the airport giving us a little more time before flying home. The good thing about last minute hotel bookings is that you can find really good hotels at a cheap price, so we stayed at a four star hotel overlooking the sea a little south of the airport. The next morning we flew home after a great hike.

2017-09-04 14.31.40

Me in typical hiking outfit

General remarks

I think, the Pyrenees mountains around Andorra are ideal for hiking. We experienced lots of remote and unspoilt terrain. The Refugis are simple but offer a perfect alternative to wild camping. All though I usually prefer wild camping, the two nights we spent in unmanned Refugis were nice. The GRP is well marked most of the way with red and yellow stripes. In some parts, the marking is the red and white of the GR routes instead, but if you bring a map (and reading glasses) you are good to go. The trail quality is usually good too. There were some very steep downhills that required care, so bring hiking poles. The route is up and down all the time, it very rarely goes straight, so lightweight gear is necessary. The weather in September was usually good, with the first part being slightly overcast and some rain during the first two nights. The it improved a lot with much sunshine but also colder nights. Bring sleeping gear rated to around 1-2 degrees Celsius if you plan to wild camp at altitude.

2017-09-03 15.19.12

Typical camp setup on the hike

Gear List

Gear list 6 days Pyrenees September Gram Name
Pack 1125 Sierra Designs
Tarp + Stakes 432 Hyperlite Mountain Gear + Ruta Locura
Pillow 43 Hyperlite Mountain Gear
Quilt 699 As Tucas
Sleeping mat 392 Sea To Summit
Sit pad 120 Omm
Bivi 276 Katabatic Gear
Alcohol cook set 111 Trail Designs
Alcohol bottle 38 Trail Designs
Foldable bottle 1,5 liter 35 Evernew
Water filter 57 Katadyn
Knife 37 Swiss Army
Spoon 16 Tibetan
Clothes in pack
Merino Beanie 37 Chocolate Fish
Down jacket 212 Luke’s Ultralite
Rain Quilt 77 ULA
Rain jacket 216 GoLite
Towel 72 Sea To Summit
Socks 37 Smartwool
Gloves 59 Defeet
Merino long pants 166 Aclima
Merino long jrsey 198 Aclima
Wind pants 128 Montane
Other stuff in pack
Torch 86 Petzl
Phone 155 Sony
Powerbank 269 Anker
Map 75
Camera gear 724 Canon
Rep kit & First aid kit 199
Saftey kit 121
Hygiene kit 110
Kindle E reader 201 Amazon
On the body
Sun Visor 45 GoLite
Bandanna 14 Buff
Merino short sleeve jersey 139 Aclima
Short pants 222 Patagonia
Wind jacket 77 Montbell
Merino underwear 62 Aclima
Trail runners 720 Altra
Watch 84 Garmin
Socks 37 Smartwool
Food and fuel
Alcohol for stove 100
Food 3282 Mostly Real Turmat and Lyo Food
Base weight pack 6523
Total weight pack 9905
Skin out weight 11305
20930241_10156675111423782_1898982066_o

Billede Fjällräven hjemmeside

Tillykke til Fjällräven, der fejrer 50 års jubilæum på G1000 og Grønlandsvoks.

Alle der er noget inden for friluftsliv kender Fjällräven, de opfandt det traditionelle i ordet traditionelt friluftstøj. De er nok mest kendt for deres, ifølge dem selv, epokegørende og geniale mix af polyester (65%) og bomuld (35%), kaldet G1000. Stoffet, som utallige friluftere køber ind i dyre domme, fordi det er ’the shit’, når man skal være friluft. Det skorter heller ikke på superlativer brugt i sammenhæng med G1000 stoffet, og seneste skud på stammen er, det nu også er endnu mere klimavenligt og bæredygtigt bl.a. fordi du påfører og smelter en blanding af bivoks og parrafin ind i stoffet. Voksen er selvfølgelig blevet givet et passende outdoor navn, der skal få forbrugeren til at tænke på det vilde og voldsomme terræn og klima på Grønland. Påfører du dit G1000 denne magiske voks, gør det tøjet vindtæt og sågar vandtæt, uden alt den kedelige og farlige kemi forbundet med traditionelt friluftstøj, der modstår vind og vejr. Fjäldrävens tøj er heller ikke bare tøj, nej det er Eco (Øko) tøj. Hvorfor ved jeg ikke lige, for mange andre laver friluftsbukser i samme mix af polyester og bomuld, og så vidt jeg ved er hverken polyester eller bomuld specielt venligt ved klimaet, men måske bivoksen og parrafin bare er ren magi.

Narrativet, der har været med til at udødeliggører G1000 og Grønlandsvoksen går på at grundlæggeren af Fjällräven engang i start tresserne sad på sin bagdel oven på kold og våd is, mens han ventede på sin tur til at skihoppe. Han puttede jo alligevel voks på sine ski, så hvorfor ikke også putte det på røven af bukserne. Fantastisk ide og historie, synes han selv, og hermed var grundlaget til G1000 og voks skabt. Vi spoler 50 år frem, og bukker os i støvet over den geniale markedsføring og forbrugerbedrag, der gør at den såkaldte moderne frilufter her i vores tid stadig køber G1000 produkter og troligt påfører det en omgang voks, de også har købt i dyre domme fra samme firma. Undskyld mig, men jeg fristes til at på meget moderne dansk at skrive, WTF?

fjeallraeven-g-1000-jubilaeum

Foto Christian Milbo (Outsite.org)

Fjällräven er uden tvivl et ikonisk navn og brand, der har været med til at skabe den klassiske Skandinaviske kærlighed til natur og friluftsliv, og tak for det. Du skal bare lige huske på, at det også er en profitsøgende virksomhed, der skal genere et årligt overskud til deres ejere i millionklassen. Og for, at det er en succes, skal der altså slynges noget grej og tøj henover disken. Alt salg er ultimativt båret af, at skabe og vedligeholde et forbruger behov. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at i tresserne, var G1000 og voks sikkert et godt påfund, men i dag er det udelukkende designet til at skille dig af med dine penge, ved at gøre brug af en forældet teknologi, og en til lejligheden opdateret, men alligevel genbrugt markedsføringsstrategi. Tænk på, at for dem, er det er langt billigere at genbruge og remarkedsføre et stykke forældet grej end, det er at researche og designe nye gode og innovative produkter.

Moderne teknologi, viden og færdigheder har bevæget sig meget langt væk fra G1000 med og uden voks. Fjällräven tjener måske penge på det nu, men på den lange bane, tror jeg, deres genbrugssalg vil koste dem. Yngre og smartere firmaer er lige nu i gang med, at æde sig ind på deres markedsandele, hvilket er godt for os forbrugere. Det vil give os konkurrence på pris og tilgængelighed, og  et langt bredere grejvalg på friluftshylderne, hvis ellers de danske friluftsforretninger var lidt mere med på beatet, og åbnede døren mere på klem for andre spændende producenter, men det er en anden historie til et andet blog indlæg.