Ultralight Pedestrian

med en minimalistisk tilgang til tilværelse, tanker og friluftsliv

I forbindelse med min deltagelse i næste års TGO Challenge i Skotland vil jeg komme med en række indlæg, der omhandler planlægning af en sådan vandretur på 14 dage i et for mig ubekendt terræn, der er berygtet for at have mange søer og vandløb, sit omskiftelige vejr og ufremkommelige terræn.

PICT0084

Det tætteste jeg har været på Skotland er her, hvor jeg kigger nordpå fra Hadrians Wall

Inden jeg når så langt, så er min blog blevet nomineret til bedste danske Outdoor blog, hvilket er noget af en overraskelse, mest fordi, jeg ikke var klar over, at der eksisterede en sådan konkurrence, men når det er sagt, så er jeg meget stolt over at være med i puljen af nominerede. Du kan se de andre nominerede ved linket på billedet, og stemme på den blog du synes er mest Outdoor. Jeg er pudsig nok den eneste nominerede mand ud af syv, hvad sker der for det 😉

badge-nordic-outdoor-blogger-award_nominee_DK

Stem på min blog her

Nå tilbage til hvad dette indlæg egentligt skulle handle om. Nemlig min TGOC 2018 tur på tværs af Skotland til maj. Jeg har ikke nogen erfaring med Skotland. Det tætteste på jeg har været, er en 7 år siden krydsning af Nordengland ved Hadrians Wall fra Carlisle til Newcastle i marts måned, hvor vi faktisk havde rigtig godt om end koldt vejr. Den tog seks dage med flere gode pub besøg langs ruten. Der vil ikke være samme pub infrastruktur under TGO’en. Billederne i denne post er fra den tur.

PICT0087

Noget yngre og dengang ikke helt så Ultralight som nu

Selve ruten kan i se i det tidligere indlæg eller her på Viewrangers hjemmeside. Den er planlagt som en balance mellem lukket terræn med store ledelinjer til mere primitiv navigation henover det åbne skotske højland. Navigationen skulle gerne være overkommelig, men der er sektioner, hvor kompasset skal frem og navigation skal ske hen over terræn og plateauer uden stier og andre genkendelige terræn genstande. Under alle omstændigheder vanskeliggøres navigation en del, hvis vejret er skidt, og i Skotland kan du forvente vind, regn, sne og tåge på alle tidspunkter af døgnet i maj måned. Jeg kan jo også være heldig og få 14 dage med sol, men det er vist aldrig sket i hele Skotlands historie…

PICT0047

Kunne godt ligne Skotland tror jeg

I Skotland har du ’The Scottish Right of Way Laws’, hvilket betyder du er sikret en ret til at bevæge dig til fods og slå lejr for en eller to nætter i landskabet, så længe du ikke forstyrrer den private eller offentlige ro. Det minder på mange måder om en udvidet ’allemandsret’ som vi kender fra Sverige og Norge. Jeg forventer ikke mange bål muligheder, da der er udpræget mangel på tørt træ langs ruten. I Skotland har de ikke sheltere, som vi kender dem, men der findes en række Bothys, som er hytter af meget forskellige kvalitet, de vedligeholdes så af frivillige i Mountain Bothy Association. Vi kunne sikkert godt bruge noget tilsvarende i Danmark til vedligeholdelse af vores sheltere.

PICT0038

Slotsruin

Maj regnes som Skotlands mest stabile måned med hensyn til vejr, men når det er sagt, så meddeler de en i invitationen, at du kan forvente både vinter og sommervejr, og det endda inden for en 24 timers periode. Det er, mildt sagt, meget omskifteligt. Der er dog nogle dominerende parametre, som det ville være skidt ikke at tage hensyn til på ens tur tværs henover Skotland.

Vejrsystemerne kommer hovedsageligt vestfra ude fra Atlanterhavet, hvilket betyder vind fra den retning, og du får ofte regn og tåge i den vestlige del af landet, der er mere vådt end i øst. Jeg kan forvente, at vejret bliver bedre og varmere efter Cairngorm bjergene når jeg nærmer mig østkysten. I bjergene og dalene mellem dem kan jeg forvente sne, hvilket også er grunden til du i din ruteplanlægning skal have såkaldte Foul Weather Alternatives (FWA), så du har sikre rutevalg, der kan lede dig uden om potentielt farlige situationer. Folk dør hvert år i Skotland grundet hypotermi. Gennemsnits temperaturene i maj er omkring 10 grader om dagen og 5 grader om natten. Ikke sjældent falder de i bjergene til frysepunktet og under om natten, så mit udstyr skal kunne klare det.

PICT0072

Rester af Hadrians Wall

En af de ting jeg ikke kan undgå er våde fødder, det er næsten hundred procent sikkert, det vil regne på et eller andet tidspunkt. Derudover skal jeg ofte krydse moser og vandløb, så jeg gider overhovedet ikke forsøge at holde mine fødder tørre på turen. Det bedste råd er nok, at håbe på godt vejr men planlægge med det værste vejr for øje. Jeg behøver ikke bekymre mig om dyr og insekter, de berygtede midges eller knotter er ikke et stort problem i maj. Det farligste er ligesom herhjemme faktisk flåten, som jeg jo stiftede bekendstskab med på den dårlige måde for et par år siden, hvor man må sige den næsten fik ram på mig.

Terrænet i Skotland er uberørt og smukt. Det er et gammelt landskab, som ikke har decideret høje bjerge som vi kender fra Norge eller Alperne. Til gengæld er det øde og vildt på store dele af min valgte rute. I vest har jeg valgt at starte i Inverie på Knoydart, som du kun kan nå enten med båd eller til fods. Det kaldes for ”Britain’s last wilderness”. Herfra bevæger jeg mig henover vandløb, moser og bjergrygge mod øst til jeg rammer vandreruten ’The Great Glen Way’. Den følger jeg sydpå til Fort William, hvor jeg regner med at genforsyne på dag tre. Herfra går ruten forbi det højeste bjerg i Skotland, som er Ben Nevis på 1345 meter. Min rute tager mig forbi Ben Nevis, men ikke til toppen denne gang. Jeg følger i stedet dalen Glen Nevis øst på forbi et par store søer eller Loch’s som de hedder på disse kanter. Ruten tager mig forbi Ben Alder på over 1000 meter samt over bjergryggen The Fara, inden jeg på sjette dagen gerne skulle nå til den lille by Dalwhinnie, hvor jeg regner med at sende en genforsyningspakke med mad og tørre sokker til mig selv.

The Fara rute

Henover The Fara til Dalwhinnie

Min rute begynder nu at gå nordøst på mod Cairngorm bjergene og det store pas med det lettere spooky navn ’Larig Ghru’, men inden da skal jeg krydse den store Tromie, Alt Bhran og Feshie flod. Jeg har hørt at et par af broerne ofte skylles væk henunder vinteren, så det bliver interessant at se, hvordan de skal krydses på dagen. Det siges, at der er forskellige vadesteder men de skal ikke forsøges, hvis der er meget vand i floderne. Den tid den glæde. Efter at have krydset Feshie er planen er gå mod nord, nordøst langs Glen Feshie dalen for at ramme den nordlige indgang til Cairngorms ned gennem det øde Larig Ghru pas i 809 meters højde, for derefter at følge Dee floden ud til byen Braemar, som jeg regner med at ankomme til på dag 10.

Larig Ghru rute

Larig Ghru passet i Cairngorms

Her skal jeg slappe lidt af og genforsyne, inden jeg enten vælgere at fortsætte gennem bjergene på ’Jock’s Road’ eller tager en lidt lettere rute mod byen Tarfside. Fra her tager ruten mig ud gennem Fetteresso Skoven til Dunottar Slottet på østkysten ved byen Stonehaven på dag tretten. Herefter hopper jeg på en bus ned til Montrose, hvor ’Challenge Control’ holder til, her skal jeg tjekke ud, så de ved, jeg har gennemført og sikkert i mål.

Jocks Road rute

Henover Jock’s Road

Jeg har planlagt min navigation således, jeg følger naturlige ledelinjer det meste af vejen. En ledelinje kan være en på kortet markeret stiplet linje (sti/spor), som i terrænet ikke er markeret, men ofte kan ses på jorden som et smalt spor af slitage fra tidligere vandrere. Det kan også være en på kortet markeret dobbelt stiplet linje (typisk spor til terrængående køretøj), de er ofte relativt tydlige i landskabet, men kvaliteten er meget svingende. Andre ledelinjer jeg ofte vil benytte mig af er vandløb. De er tydlige terrængenstande, og har den dejlige egenskab at vand altid løber nedad, samt vand skærer sig ned i terrænet og skaber fordybninger og forsænkninger. Det gør dem gode at navigere efter, specielt henover åbent terræn eller i nedsat sigtbarhed. Højderygge og toppe er også gode terrængenstande at kompas pejle på og navigere efter, det kræver selvfølgelig, man kan se dem. Skotland har ikke så mange skove i højderne, men ellers er trælinjer også gode til navigation. Jeg medbringer selvfølgelig trykte kort i 1:50.000 (2 centimeter kort) til hele ruten. De er puttet i et vandtæt kortetui, sammen med mit gode gamle pålidelige spejlkompas, som jeg stadig har helt fra min tid i forsvaret. Derudover har jeg downloadet elektroniske kort til min telefon som backup. Jeg regner ikke med at medbringe en GPS eller SPOT. Jeg har dog mit Garmin Fenix ur med så jeg kan få et koordinat, hvis jeg, mod forventning, skulle finde mig helt på herrens mark.

Næste indlæg vil jeg gå mere i dybden med min rute (den er ved at blive godkendt hos ’Challenge Control), og også det udstyr jeg påtænker at tage med på turen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: